Billede beskrivelse

Krible-Krable-Krogen-projekt får penge

22. december 2023 kl. 06.02

Børn og voksne i Børnehaven Troldehøj i Øster Brønderslev kan godt begynde at glæde sig. 

Forleden fik Troldehøjs Venner således overrakt en check på hele 30.000 kr. af Nordea Fonden. 

Pengene skal bruges til at opføre en ny bygning på børnehavens legeplads.  Den får navnet Krible-Krable-Krogen og skal supplere børnehavens overdækkede areal ved terrassen. 

Overrækkelsen blev forestået af den lokale ambassadør fra Nordea Fonden, Betina D. Jensen, der er filialdirektør hos Nordea Vendsyssel. Hun udtrykte glæde over fondens mulighed for at hjælpe lokalt med et tiltag, der blandt andet skal styrke børnenes kreativitet og nysgerrighed. 

Ifølge Sanne Williams fra Troldehøjs Venner er det nemlig meningen, at bygningen skal fungere som et uderum, hvor børnene eksempelvis kan studere biller og insekter. Tidligere på året fik Troldehøjs Venner en bevilling fra Friluftsrådet til indkøb af mikroskoper, insekt-net og læringstavler. 

Friluftsrådet har endvidere doneret 125.000 kr. til selve byggeriet og med den seneste donation fra Nordea Fonden er finansieringen af Krible-Krable-Krogen på plads. 

Byggeriet forventes indledt i begyndelsen af det nye år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste