Jagten på en nedfalden tysker
Det er et helt almindeligt skoleprojekt. Men det er også et lille stykke af Danmarks og Nordjyllands historie.
I april prøvede Mathias Bundgaard, Cecilie Wortziger Kristensen og Mathias Gram at finde resterne af den tyske pilot Bruno Krüger og hans Messerschmitt-fly. Det var oprindeligt ham, som man troede omkom i flyvraget fundet ved Birkelse. Det viste sig dog at være en anden tysker - Hans Wunderlich. Derfor satte de tre journaliststuderende sig for at finde tyskeren og lave en såkaldt podcast - en lydudsendelse - kaldet "Hvor er Bruno?".
- Vi fulgte med, da Bruno blev udråbt som mulig kandidat til at være ham, der styrtede ned ved Birkelse. Da man så fandt ud af, det var Hans Wunderlich, hørte man ikke mere om Bruno. Så vi tænkte, at man ikke bare kan stoppe der. Det var oplagt at støve noget sammen om ham, lyder det fra én af podcastens bagmænd, Mathias Gram.
De tre brugte en uge i Nordjylland på at lede efter flyvraget og snakke med personer, der havde viden på området.
Spor sendte dem både til Store Vildmose nord for fjorden og tæt på Lille Vildmose - nemlig ved Kongerslev.
- Når man sidder på Sjælland, så kan en mose i Aalborg-området lyde ret overkommeligt at lede i. Men det viste det sig ikke at være, siger Mathias Gram.
Projektet er en del af deres syvende semester på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Her kombineres lange fortællinger med sociale medier.
De tre journaliststuderende snakker blandt andre med gårdejer Klaus Kristiansen, hvis søn fandt flyvraget i Birkelse, Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum og et øjenvidne til et tysk flystyrt ved Kongerslev.
Hele forløbet kan følges på facebook.com/PilotBruno og i deres podcast. Den kan findes ved at søge på "Hvor er Bruno?" på lydtjenesten Soundcloud.