Inspiration for fodboldtrænere
Nordjyske fodboldtrænere kan komme helt tæt på de to trænerprofiler fra Superligaen, når DBU Jylland afholder seminar i Vrå til januar.
Morten Wieghorst og Thomas Thomasberg, der til daglig står i spidsen for hvert sit superligamandskab i henholdsvis AaB og Hobro IK, er blandt oplægsholderne på DBU Jyllands trænerseminar den 6.-7. januar 2018 i Vrå. De vil give eksempler på, hvordan de arbejder med deres spillere og inspirere deltagerne til nye måder at tilrettelægge træningen.
Alle interesserede trænere, der vil gøre lidt ekstra ud af forberedelserne til forårssæsonen 2018, kan deltage på seminaret.
Seminaret finder sted i Idrætscenter Vendsyssel, Stadionvej 17, 9760 Vrå.
I den første weekend efter nytår er Idrætscenter Vendsyssel rammen om et weekendseminar, hvor du som træner kan få helt ny inspiration til den kommende sæson.
DBU Jylland giver dig nu mulighed for at opkvalificere dig og blive klar til forårssæsonen, når der afholdes trænerseminar den 6.-7. januar 2018.
Fokus på scoringer, standardsituationer og individuel teknik
Lørdag formiddag er cheftræner i Hobro IK, Thomas Thomasberg, første instruktør på programmet med et oplæg om angriberens rolle.
Samme eftermiddag vil Lars Friis, tidligere assistenttræner i AGF, svare på spørgsmålet: Hvordan øger vi chancen for at score?.
Brian Priske, tidligere assistenttræner i FCK, afslutter lørdagsprogrammet med sit bud på defensive og offensive standardsituationer.
Søndag formiddag gæster AaB’s superligatræner Morten Wieghorst seminaret for at give deltagerne et indblik i arbejdet talentudvikling og optimering af det tekniske niveau.
Programmet er:
Lørdag den 6. januar 2018
09.00 Morgenmad
09.20 Velkomst
09.30
Thomas Thomasberg, cheftræner Hobro IK Superliga
"Hvad er angriberens rolle og arbejdsopgaver? Hvordan skal han bevæge sig i forhold til opbygnings- og afslutningsspillet?"
12.30 Frokost
13.30 Lars Friis, tidligere assistenttræner AGF Superliga
"Hvordan øger vi chancen for at score? Hvor skal vi afslutte fra og hvordan træffer spillerne bedre beslutninger for at sikre flest mulige mål?"
16.30 Pause og servering af frugt og vand
17.00 Brian Priske, tidligere assistenttræner FCK Superliga
"De offensive og defensive standardsituationer med særligt fokus på hjørnesparket. Hvilke overvejelser gøres i forhold til strategier og aftaler samt hvordan og hvor meget skal det prioriteres i træningen?"
19.30 Middag
20.30 Fodbold på kunstgræsbanen eller i hallen for dem, der ønsker at deltage
Søndag 7. januar 2018
09.00 Morgenmad
09.30 Morten Wieghorst, cheftræner AaB Superliga
"Hvorfor skal talentudviklingen prioriteres højt og hvad skal spilleren forberedes til på højeste niveau? Hvordan arbejder vi med det tekniske niveau hos den enkelte spiller?"
12.30 Frokost.
Medier: AaB U19 Liga