Indbrudstyv som teenager

Martin Rasmussen, der indtil for syv år siden var indbrudstyv, delte på mødet i Brønderslev sine erfaringer med en række ting - hvordan han udvalgte huse, hvordan han kom ind, hvad der kunne afskrække ham. Selv kom han ind på den løbebane allerede som teenager, hvor det begyndte med butikstyveri, knallerttyveri og så indbrud sammen med andre. Som 15-16 årig begyndte han selv at lave indbrud. At han overhovedet kastede sig ud i kriminalitet, er der ikke nogen hurtig dybdepsykologisk grund til.

- Det var let. Det var lette penge, og jeg kunne selv bestemme, hvornår jeg skulle på arbejde. Jeg var meget sort-hvid dengang og havde ingen nuancer i mit liv, fortæller Martin Rasmussen.

Der er heller ikke noget dårlig barndom at skyde skylden på. Slet ikke.

- Jeg har haft verdens bedste barndom, fortæller han.

Når han var afsted på indbrud, var det guld og kontanter, han gik efter. Ikke computere og den slags.

Martin Rasmussen har tilbragt mange år bag tremmer, og en dag blev det nok. Han besluttede at stoppe med at lave indbrud.

- Det, der gjorde det, var de store spørgsmål i livet. Hvor man er på vej hen. Jeg begyndte at få børn, og så var det ikke bare mig selv. Jeg kunne ikke være egoistisk mere. Der var andre, der var afhængige af mig lige pludselig, og jeg kunne ikke bare sige, at nu skal jeg i fængsel i to år, fortæller han.

Han følte også, at han var blevet for gammel.

- Jeg var nået et punkt, hvor jeg var blevet træt af det, konstaterer han.

Og så var det slut. Helt slut. Så slut at han for fem år siden kunne begynde at stille sig op og fortælle om sin fortid.

- Jeg har lukket den dør helt for mig selv.

At han i dag har modet til at stå frem og fortælle om den tid i hans liv hænger sammen med flere ting.

- Det er noget med at betale tilbage til samfundet for alt det, jeg har gjort og taget. Det er min måde at betale tilbage på - at prøve at forhindre indbrud. At det ikke skal ske for andre. Man kan kun gøre så meget, men jeg kan give mine erfaringer videre, siger han.