Livet her

Idrætshøjskolen genstarter

17. januar 2022 kl. 17:00

Det blev en søndag eftermiddag med både gensynsfølelse og nervøs forventningsglæde, da 127 elever på Nordjyllands Idrætshøjskole endelig kunne tage hul på et nyt år. Langt de fleste var helt nye, mens 14 gengangere mødte ind for at tage hul på endnu et højskoleophold efter julepausen. Sidstnævnte kom naturligt nok til at fungere som tutorer for de nye, der for de flestes vedkommende trådte indenfor på NIH for allerførste gang.

- Vi er rigtig glade for at være i gang igen, yder det fra forstander Eva Terp-Hansen.

- Vi har hele tiden haft den 16. januar som sandsynlig åbningsdag. Men med corona ved man jo aldrig, og det var først efter regeringens pressemøde i sidste uge, vi blev helt sikre, tilføjer Eva Terp-Hansen.

Hun fortæller, at de 113 nye elever kommer fra hele landet. – Desuden har vi 9 fra Island, én fra Tyskland, én fra Guatemala og én fra Costa Rica. Det er et lidt smallere internationalt felt end vanligt, men det skyldes jo alt sammen corona, konstaterer forstanderen.

Møder nye mennesker

Blandt de nye er Eyrúen Sigpórsdóttir fra Island. Hun kom til Brønderslev forleden og havde indtil søndagens åbning opholdt sig på vandrehjemmet.

- Nu bliver det spændende at komme i gang. Jeg glæder mig rigtig meget til at møde alle de andre, lød det fra Eyrúen, inden Eva Terp-Hansen viste hende rundt på skolen.

Også Frida Axelholm fra København var blandt de nye. Hun har tidligere været på efterskole, så det med at være væk hjemmefra, er ikke helt nyt for Frida.

- Men det er selvfølgelig altid specielt at skulle møde så mange nye mennesker. Jeg glæder mig helt vildt, konstaterede hun, mens både hun og 21-årige Aske Bjerregaard Nielsen fra Odense lod sig indskrive som nye elever.

Sidstnævnte ser især frem til fællesskabet på skolen.

- Og så glæder jeg mig til at dyrke en masse idræt. Det har der ikke været så meget tid til efter en periode med værnepligt, fastslog han med et smil til fotografen.

Arrangementer

Allerede i den første uge introduceres de nye elever til et væld af aktiviteter på skolen.

- Vi lægger ud med diverse ryste-sammenindslag, oplyser Eva Terp-Hansen.

Eleverne inddeles i små grupper som de blandt andet spiser sammen med. På den måde forsøger vi også at begrænse smitterisikoen. Og så byder opholdet jo blandt andet på en skirejse i uge 5 samt deltagelse i events som Royal Run, karnevallet i Aalborg og en masse andre højdepunkter. Det skal gerne stå i god kontrast til hverdagens almindelige højskoledannelse og de mange valgfag.

Eleverne på Nordjyllands Idrætshøjskole er typisk mellem 18 og 25 år.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu