Her bor der 230 ukrainere: - Der skal ro på og ingen luftalarmer

De nye ejere af Dronninglund Sygehus var så småt begyndt at forvandle bygningerne til private boliger, men så kom krigen i Ukraine. Med krigen fulgte en massiv strøm af mennesker, der flygtede ud af landet. En del satte kursen mod Danmark, og på den baggrund var der pludselig brug for at skaffe plads til tusindvis af flygtninge. Det er så her, det nedlagte sygehus kommer ind i billedet. På bare fire dage lykkedes det at forvandle de tomme bygninger til et asylcenter med senge, køkkener og alt det, der skal være, for at mennesker kan bo og leve.

Det er Vesthimmerlands Kommune, der har påtaget sig opgaven med at oprette og drive asylcentret, og det er medarbejdere fra denne kommune, der er ansat på centret. Daglig leder er Semir Hodo, der har arbejdet med flygtninge i 9 år, men det er dog første gang med et så stort ansvar.

Er selv kommet til Danmark som flygtning

Semir Hodo har selv prøvet at være flygtning og komme til Danmark. Han stammer fra Bosnien, hvor han under borgerkrigen som 3-årig sammen med sin familie flygtede til Danmark.

- Jeg husker ikke så meget. Kun små glimt fra vores flugt, men mine forældre har fortalt mig en del. Det er længe siden, og i dag føler jeg mig som dansker. Det er jo i modsætning til de mennesker, der kommer her. De skal ikke være danskere, men hjem igen, så snart der bliver fred, siger Semir og fortsætter:

Det er Vesthimmerlands Kommune, der driver asylcentret, og det er ansatte herfra, der arbejder på stedet. Foto: Jørgen Ingvardsen

- I Bosnien varede krigen 4-5 år, og der var også voldsomme ødelæggelser. Man kan stadig, når man besøger landet, se spor på bygningerne efter krigen, selv om det er 30 år siden. Der er skudhuller og andet, der minder om krigen. Man kan også stadig mærke det på befolkningen. Der er også i dag et stort had mellem bosniske serbere og bosniske muslimer. Der er ikke krig mere, men der er stadig en underlig stemning, der trækker spor tilbage til krigen. Mange af traumerne kommer sikkert op til overfladen igen, når man ser billederne fra Ukraine. Det tager lang tid at hele sårene efter en krig, og sådan vil det også være i Ukraine. Vi ved ikke, hvor længe krigen varer, men vi er klar til at gøre alt, for at de får et godt og trygt ophold her hos os, siger han.

I øjeblikket er der omkring 230 flygtninge, hvoraf de 80 er børn. Tallet svinger meget, da der hele tiden kommer nye, mens andre flytter.

- Det er primært kvinder med børn, og så er det nogle få mænd over 60 år. I de bygninger, vi har taget i brug, kan vi have lidt over 300 mennesker, og bliver der brug for det, kan vi finde plads til 100 mennesker mere, så der i alt er plads til knap 400 mennesker. Det er et asylcenter, og de skal ikke bo her fast. De får deres sag behandlet, og så er det meningen, de skal videre. Så er det kommunen, der overtager dem, påpeger Semir.

Der er indrettet fællesstuer med TV, så beboerne kan følge med i, hvad der foregår derhjemme. Det styrer de selv. Der er også wi-fi, så de kan komme i kontakt med omverdenen.

De fleste taler kun ukrainsk

- Det er kun ganske få, der taler engelsk. Dem bruger vi til gengæld til at tolke, når det drejer sig om småting, men er det mere personlige ting, vi skal snakke om, bestiller vi tolke. Google Translate bruger vi også. Det er en god hjælp, fortæller Semir Hodo, der også oplyser, at børnene ikke kommer i skole, mens de bor på asylcentret.

Semi Hodor er daglig leder i Dronninglund. Han kom selv til Danmark som treårig som flygtning fra borgerkrigen i Bosnien. Foto: Jørgen Ingvardsen Jørgen Ingvardsen

- Børnene er her kun så kort tid, at det ikke giver mening at lade dem komme i de kommunale tilbud. For de 80 børn, vi har i øjeblikket, laver vi børnerum, hvor vi inddrager forældrene og vore frivillige, fortæller han.

På overfladen ser de mange flygtninge glade og tilfredse ud, men naturligvis er de bekymrede for situationen i Ukraine.

- Nu har vi svært ved at snakke med dem på grund af sprogproblemerne, men de virker tilfredse. Vi ved selvfølgelig ikke, hvordan de har det, når de kommer ind på deres værelser og lukker døren, siger Semir Hodo, der glæder sig over, at alting går lidt hurtigere i dag i forhold til, da han selv ankom til Danmark for over 30 år siden.

- Vi boede to år på asylcentret, før vi kom videre. Dem, der bor her, kommer kun til at bo her nogle få uger, påpeger han.

Kun få ansatte på asylcentret

Flygtningene er i høj grad selvhjulpne, men nogle få ansatte er der dog. En af dem er Erik Eriksen. Også han har en lang erfaring med flygtninge.

- Jeg startede i 2013 med at hjælpe colombianske flygtninge. Derefter var det syriske uledsagede drenge, hvor jeg var med til at oprette bosteder i Aalborg. Her er det en anden opgave, for dem, der kommer her, skal hjem igen, og det vil de også gerne. Vi skal sørge for, de har en seng at sove i, at der er ro på og ingen luftalarmer. De skal have hele deres nervesystem i ro, påpeger han.

Erik Eriksen er en erfaren herre, når det drejer sig om flygtningen. Han har i forskellige sammenhænge været med siden 2013. Foto: Jørgen Ingvardsen Jørgen Ingvardsen

Det ser ud til at lykkes, for de er tilsyneladende glade for at være på asylcentret.

- Nu er de første, vi får, sikkert også de mest velfungerende. Når vi begynder at få dem, der virkelig har været udsat for noget slemt, ser vi ganske givet helt andre problematikker. Der er naturligvis også nogle af de nuværende ukrainere, der har barske oplevelser med i bagagen, men det snakker vi ikke så meget om. De kan jo hele tiden følge med på TV og se alt det skrækkelige. De fleste er kvinder, og mange af dem har mænd, der er med i krigen. Vores store hovedpine opstår den dag, hvor en af beboerne får besked om, at manden er faldet i krigen. Vi ved, det vil ske. Vi må trøste og lytte, og det må vi, selv om vi ikke taler samme sprog, slutter Erik Eriksen, der betegner sig selv som blæksprutte på asylcentret i Dronninglund.