Genbrug til hele verden

Henrik Webbs sælger genbrugsmøbler på nettet - men de skal være i orden

09. september 2017 kl. 12.34

Et enkelt bud på ebay var der på den Arne Vodder-skænk, der for nyligt stod i et lagerlokale i Aalborg og var til salg. Men man kan også kun sælge til en kunde, og uden at ville røbe prisen, forsikrer 32-årige Henrik Webb, at skænken blev rigtigt godt solgt.

Nu skal den skilles ad, emballeres grundigt og sendes ud af Danmark. Som så mange andre danske design-klenodier, der er i voldsomt høj kurs rundt i Europa og i USA.

Toldforhold og dyr forsendelse gør varerne ekstra dyre for de amerikanske kunder i den nordjyske web-butik, men det afholder ikke kunderne, hvoraf mange er faste og tilbagevendende, fra at købe uden at have set eller rørt ved møblerne.

Den tillid er resultatet af benhårdt og meget målrettet opsøgende arbejde, som Henrik Webb har lagt for dagen, siden han åbnede sin net-butik i oktober 2015, fordi han gerne ville være fri for et mere traditionelt studiejob ved siden af studierne til civilingeniør i energiteknik.

Først blev Henrik Webb dog uddannet elektriker, da han var 19 år. Som 22-årig rejste han på guideskole i Spanien. Siden var han i flere år både guide- og dykkerinstruktør i Egypten, Grækenland og Thailand. År hvor han lærte at leve på en lav løn, som han i dag fremhæver som en af de gode ting, han lærte af sit solskins-eventyr.

I 2010 blev Henrik Webb sælger i et dansk rejsebureau, senere blev han service-medarbejder hos IBM i Dublin i næsten tre år, inden han i 2013 vendte næsen hjemad for først at supplere sin uddannelse med et adgangsgivende kursus til universitetet. Og med studiet kom behovet for at tjene nogle penge at supplere SU’en.

Det første var lamper

- Møbler og bohave skulle jeg også have, og det begyndte med en PH-lampe med uoriginal skærm. Noget blev solgt videre, noget beholdt jeg selv. Der kom mange flere PH lamper til, og så på et tidspunkt et Jens Risom-møbel, fortæller Henrik Webb.

Han er fan af Jens Risom, der ofte er kaldt den ukendte danske møbeldesigner, der da også forlod Danmark som 23-årig i 1939, efter at have afsluttet sin uddannelse sammen med Hans Jørgen Wegner og Børge Mogensen.

I USA blev Risom rigtigt stor og er det fortsat. Han døde som 100-årig i december sidste år som den sidste af de store danske design-koryfæer.

Henrik Webbs niche på det store brugt-marked er, at hans møbler er sjældne.

Hvis de ikke er i perfekt stand - mint-kondition som man kalder det i branchen - når han køber dem, sørger han for, at de bliver det, så der ikke er en finger at sætte på kvaliteten.

Men han adskiller sig også fra mange andre ved, at han er meget begejstret for palisander, selv om Washington-konventionen og andre regler gør den træsort svær at arbejde med.

Han kan sågar lide kakler, hvis det giver mening i et møbel.

Lakeret mahogny synes han også om, men erkender, at det er helt umuligt herhjemme. Ingen vil have det. Måske fordi det er så mørkt, at det nemt kommer til at sluge lyset i et rum.

Kun til originaler

- Hvis noget skal restaureres, sker det med originale dele, så ethvert møbel, jeg sender afsted, er helt originalt. Jeg køber og sælger også kun de møbler, der er stemplede. Det med, at noget tilskrives en designer eller arkitekt, uden at det kan bevises, giver jeg ikke så meget for, smiler manden, der konstant skeler mod sin telefon, fordi den er hans firmas omdrejningspunkt.

- Jeg er på seks forskellige nationale og internationale platforme, og jeg har indrettet mig, så jeg via en app er til at træffe mellem klokken seks morgen og midnat, lyder det i lagerlokalet, hvor store trækasser står stablet op side om side med de møbler, der håndteres så nænsomt, som var det kronjuvelerne, der var tale om.

Det har krævet meget arbejde med det opsøgende salg, der nu har givet Henrik Webb en stabil kundekreds rundt i Europa, i USA og herhjemme.

De fleste af hans ting går til udlandet, hvor der er langt større accept af, at gedigent dansk design og håndværk koster.

- Først når der holdes udsalg, strømmer danske kunder for alvor til min forretning, lyder det fra en mand, der selv bor beskedent i en lejlighed, der matcher, at han er studerende og med en blanding af mainstream-møbler og noget af det gamle og gedigne, hans hjerte brænder for.

Henrik Webb finder sine møbler og andet bohave gennem brugtmarkeds-annoncer, hos private, nogle henvender sig selv for at høre, om han vil købe deres ting eller lave et kommissionssalg for dem, og han handler på stort set alle de auktioner, der er i Danmark.

Udlandet betaler bedst

- Der er da guld i gemmerne endnu. Men der bliver længere mellem de rigtigt gode handler.

Private mennesker ved godt, hvad deres ting er værd, og hvad de vil have for dem, uanset om de sælger på en auktion eller via en annonce.

Det gør det lidt sværere at sælge videre til gode priser herhjemme, men i udlandet er viljen til at betale for de sjældne og rigtigt gode ting meget større.

Også selv om der løber betragtelige omkostninger på, når der skal sendes langt og ud af EU, forklarer design-nørden, der kan tale og forklare i timevis om træsorter, handelsrestriktioner og danske designere, mens han med mellemrum ser glad ud og rækker armene i vejret, fordi endnu et møbel er solgt til en god pris ud ad Danmark og dermed er med til at sikre ham den uddannelse, der er meningen med det hele.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste