Fredensbo afdeling 1 står snart klar til indflytning

Boligforeningen Fredensbo kan snart lade lejere flytte ind igen på Søndergade og Gasværksvej i Brønderslev

21. november 2018 kl. 10.44

BRØNDERSLEV: Fredag var der rejsegilde på renoveringen af Boligforeningen Fredensbos boliger på Søndergade og Gasværksvej, der så småt er ved at være klar til, at beboerne kan rykke tilbage i de nyrenoverede boliger.

Bestyrelsesformand Bjarne Jørgensen stod for talen ved fredagens rejsegilde, og han var glad for at kunne vise det frem for de mange fremmødte.

- Rejsegilde holder vi jo normalt, når spærene er rejst, men det er nu 77 år siden, de blev rejst på Søndergade. De ligger nu under det fine nye tag, siger Bjarne Jørgensen.

Selve renoveringen har stået på siden juni måned i år. Projektet har dog været på tegnebrættet længe.

- Det er cirka 10 år siden, vi startede planlægningen af renoveringen af afdeling 1 og flere af vore andre afdelinger. Gennem de 10 år der er gået, er der afholdt talrige møder med udarbejdelse af tegninger og planer for renoveringen, siger Bjarne Jørgensen.

Udvendigt ligner bygningerne sig selv med nyt tag og altaner, mens bygningen indvendigt er blevet top moderne. Ud over afdeling 1 på Søndergade og Gasværksvej, så er man også ved at gøre klar til at renovere afdeling 3, som er på Gravensgade og Smalbyvej.

Stor interesse for nye boliger

Formanden var meget glad for at kunne vise byggeriet frem til kommende beboere, partnere og håndværkere, da han mente, at arbejde var skredet godt frem.

- Det giver sig selv, at det er en vanskelig proces, at gennemføre en så omfattende renovering. Der har da også været nogle bump på vejen, men jeg er sikker på, at resultat bliver rigtig godt, når vi er færdige, siger Bjarne Jørgensen.

Ni beboere har besluttet sig for at flytte tilbage i de nyrenoverede lejligheder, og det efterlader 11 boliger, som skal finde nye lejere.

Der har allerede været stor interesse, og der mangler faktisk kun at blive underskrevet kontrakter, før beboerne kan rykke ind i de nye hjem i starten af 2019. Formanden gav stor ros for den forståelse, der havde været blandt de involverede lejere

- Tak for at I hele vejen igennem har støttet meget positivt op om projektet, også da I skulle genhuses i andre boliger. Det var en stor hjælp for administrationen, at I alle var med til at finde løsninger, siger Bjarne Jørgensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste