Fra Thailands dybe jungle til en keramikbutik i Brønderslev

Ler-støvet hviler på alle overflader i keramikværkstedet. Noget af det har sat sig fast på ærmerne på Lenas sorte hættetrøje. Støvet og den krakelerede plet på forklædet matcher i farve. Lena Brammer Klokmose ser koncentreret gennem sine briller og ned på den figur, hun har mellem sine ler-hvide hænder. Der står syv andre lerfigurer foran hende på træbordet. Alle bærer de en hat på deres skaldede hoved. De skal blive til alfer, ligesom dem hun har til at stå i butikken, i det tilstødende rum til værkstedet.

Lena griber efter en urtekniv og begynder at hakke på alfens hatteløse hoved. Derefter smører hun den nøgne skal ind i vådt ler og placerer en spids hat ovenpå.

Ud over alfer, nisser og små svampefigurer, så er Lenas keramik-butik fuld af skåle, potter til planter og kaffekrus. Alt sammen af ler.

- Leret er et fantastisk redskab. Du skal bare sidde med lukkede øjne og være til stede. Og så kommer alt muligt til overfladen, helt af sig selv, fortæller Lena. Hun har sat noget af sit rødbrune hår op i to rottehaler med to røde elastikker. Resten af det skulderlange hår krøller ned langs nakken omme bag ørerne. I sikker afstand fra den våde keramik.

Lenas første møde med keramikken var på Silkeborg Højskole i 1996. I et valgfag satte hun sig ned ved en drejeskive og drejede et krus og skål. Lenas lærer gjorde hende opmærksom på, at det altså ikke bare lige var noget, de fleste kunne uden at øve sig først.

- Jeg er halv-buddhist og tror på reinkarnation, så jeg var sikker på, at jeg havde gjort det her før, siger Lena og griner.

- Jeg er sikker på, at jeg har været keramiker før.

Dengang på højskolen var Lena 24 år gammel, og i dag er hun 46 år, og bor i Brønderslev sammen med sin mand, Daniel, og to drenge, Oskar og Bertram - tvillinger på 5 år.

Hjemmet, værkstedet og butikken befinder sig i den samme bygning på Sveavej 17.

Kunder ville strømme til

Ovenover den blå dobbeltdør på husets hvide murstensfacade står der Brammerdesign; navnet på det firma og den butik, som Lena åbnede for nu 16 år siden.

Hun købte bygningen af sin tidligere keramik-lærer, og kastede sig ud i projektet. Et projekt om at blive selvstændig – noget hun længe havde drømt om.

- Jeg var sikker på at lige så snart jeg åbnede dørene, så stod folk i kø. Det gjorde de bare ikke, fortæller Lena.

Døren åbner ude i butikken, og Lena efterlader sit arbejde for at tage imod kunden. Hende og kunden bryder ud i munter snak, kun afbrudt af klukkende latter. Kort efter kommer Lena tilbage til værkstedet.

- Jeg lider nok af at have et lidt personligt forhold til mine kunder, siger hun og griner igen.

Er der mange, der kommer igen?

- Ja, det gør folk jo, når man behandler dem ordentligt. Hvor kom vi fra?

På trods af, at Brammerdesign ikke var en flammende succes fra starten, så gav Lena ikke op. I de perioder, hvor der ikke var nogen kunder i butikken, tog Lena derfor nogle undervisningstimer. Blandt andet driver hun i dag nogle kreative valgfag for byens højskole, Nordjyllands Idrætshøjskole.

Hun har plads til 12 kursister i sit værksted, og Lena nyder at give højskoleeleverne et pusterum fra den konkurrence, hun selv oplever, præger mange af de sportsfag, som idrætshøjskolen udbyder.

- Et af mine store mål i livet er at få folk til selv at finde deres indre legebarn frem. Og det kræver, at man tør at se indad og kigge på det lille legebarn, vi alle sammen har i os.”

Lenas eget legebarn har hun formået at bringe med ind i sin karriere, men det har ikke altid været en leg at nå hertil. Hun sætter lerfiguren fra sig og ser ned på sine hænder, mens hun kratter i lidt ler på en af sine negle. I starten af sine tyvere lærte Lena, hvad det kan gøre ved en person at vende blikket indad. Noget hun begyndte at gøre efter en tre måneder lang rejse i Asien med sin daværende. Rejsen startede i Indien og sluttede i Thailand, hvorfra hun vendte hjem med leverbetændelse og et sprunget ledbånd.

- Vi var på et jungletrek i Thailand med otte andre. Jeg var træt men tænkte, at det bare var fordi vi havde været afsted længe.

På et tidspunkt under trekket gør gruppen stop ved et hul, hvor der hænger en lian fra et træ. Trekking-guiden opfordrer til, at de prøver at svinge sig i den. Lena accepterede udfordringen som den første og svingede sig ud i intetheden. Som hun gør det, glider hun længere og længere ned ad lianen ude af stand til at holde sig oppe. Lena ender med at mister grebet og kollapser på en skrænt. Hun sprænger ledbåndet i knæet og må på hospitalet.

På et privathospital i byen Chiang Mai får Lena en skinne på benet, og tre dage efter bliver Lena rigtig syg. På det tidspunkt ved lægerne det ikke, men det er leverbetændelse.

Først, da hun en lille måned senere kommer hjem til Danmark, får hun at vide, at det er hepatitis E. En leverbetændelse, der stort set kun fandtes i Indien og Pakistan dengang.

- Og vi havde ikke været i Pakistan, så det måtte have været fra de skide fem dage vi var i Indien, fortæller Lena, der gætter på at hun måske fik det af noget beskidt vand.

Lena kom hjem fra Thailand, og flyttede hjem til sine forældre i Århus.

Hun skulle have sit eget toilet, da ingen vidste, hvor meget leverbetændelsen smittede. Lena kunne ikke gøre andet end at gå rundt derhjemme og vente på, at sygdommen ville forsvinde af sig selv.

Hun var helt gul i øjnene og havde tabt sig en del. Hun brugte meget af tiden på at tænke over det, hun lige havde været igennem.

- Det gik det op for mig, at det havde været hårdt at være nødt til at give slip. At andre måtte tage over, og at jeg ikke havde kontrol over mig selv og mit liv mere.

Efter to måneder derhjemme startede Lena på en daghøjskole i Århus, hvor hun kom på et kursus i kunstterapi. Som navnet hentyder, så var det terapi at male. Lena malede motiver af ild og eksplosioner, og kurset åbnede for en masse ting, hun ikke havde bearbejdet før. Som lille voksede hun og hendes to søstre op med en maniodepressiv mor. Selvom Lena husker sin barndom som en god tid, hvor hun fik lov til at lege og udfolde sin fantasi, mens nabodrengen blev tvunget til at terpe tysk i sommerferien, så opdagede Lena gennem kunstterapien, at moderens sygdom alligevel havde sat sine spor.

Malede og græd

Kombinationen af rejsen, sygdommen og tidligere oplevelser, som Lena aldrig havde bearbejdet før, resulterede i, at Lena fik en depression.

- Jeg malede og malede og græd og lå i sengen og græd og malede. Jeg lavede ikke andet.

Selvom lægerne anbefalede det, så nægtede Lena at tage piller. I stedet holdt hun fast i kunstterapien, og som hun malede og græd og lå, kom hun sig langsomt over sin depression. Hun begyndte at skrive sine drømme for fremtiden ned i en lille bog. Drømme om at rejse, at finde et hus med eget værksted og at åbne sit eget firma. Drømmeforfølgelsen og selvudviklingen fulgte hinanden side om side som årerne gik. Kunsten forsatte med at være en stor trøst for Lena, der lærte at leve med sorgen i stedet for at sidde fast i den. I dag er en af hendes store mål i livet derfor at hjælpe andre med at se indad og udvikle sig. Lenas foretrukne værktøj til at gøre dét er selvfølgelig ler.

En lille bippende melodi strømmer ud fra køkkenet, der ligger på den modsatte side af værkstedet i forhold til butikken. Det er en lang bygning. Lena rejser sig hurtigt op og følger lyden.

- Det er multitasker-mor det her. Jeg har en steg over! Sådan er det når man bor i samme hus, som man arbejder.

Hun åbner lågen til ovnen og skramler med en rist. Da hun kommer tilbage, forklarer hun lettere forpustet på vej hen til sin stol, at hende og familien skal have pizza med skinke til aftensmad. Det jo fredag og hendes børn elsker det. Derfor har hun købt en hamburgerryg, som hun vil skære op og bruge som pynt til pizzaen.

Lena fik sine to tvillingedrenge som 40-årig. Omkring 20 år efter sin første oplevelse med kunstterapien. Pludselig var der nogen, der krævede, at hun var der for dem. Derfor lagde hun også drømmebogen på hylden.

- Hvornår fanden skal jeg skrive i den?

Hun bøjer nakken i et grin.

- Der er bare ikke den samme tid til en selv. Så det har jeg jo også lært. Det med at sætte sig selv til side. Det er fandme svært, når du i 40 år bare har valgt dig selv.

Hun smiler og retter lidt på en af ler-alfernes hat.

Selvom Lena har travlt med at være mor, med sine alfer, sit firma, travlt med at lege og med at lære andre at åbne op for dem selv, så er hun ikke stoppet med at drømme. Og hvem ved? Måske får hun på et tidspunkt lyst til at åbne for drømmebogen og skrive drømmene ned igen.