Flere skal lære at svømme
Ny tiltag i form af aquafitness/vandaerobic skal få flere til at benytte Brønderslev Svømmehal.
Brønderslev Svømmeklub BSK08 har holdt en såkaldt swim week, hvor der blev svømmet og svømmet i 50 meter bassinet.
- Vi vil så gerne motivere flere voksne til at komme i svømmehallen. Derfor kunne interesserede under swim week helt gratis prøve klubbens voksenhold, fortæller svømmetræner Karen Kjørvel.
Karen Kjørvel har kun i denne sæson været svømmetræner, og hun får bistand af en anden svømmetræner, Yvonne Kramer.
- Vi har masser af børn i klubben, men der er plads til flere børn. Og det er særdeles sundt at svømme.
Der mødte mange nye op i løbet af ugen. En af dem, der har meldt sig på holdet i aquafitness/vandaerobic er Susanne Mørch.
- Jeg svømmede for 12 år siden, og nu får jeg lyst til at kaste mig ud i det igen, fortæller Susanne Mørch. Det sociale betyder også meget for mig, fortæller hun.
Mens de omkring 20 kvinder bevægede sig i vandet, lød Bamses "Vimmervej" samt melodier som "Let’s twist again" og "Den knaldrøde gummibåd" fra højttalerne.
- Er det længe siden, du sidst har fået finpudset dine svømmefærdigheder, har man haft chancen for at få styr på teknikken, og er du nybegynder, kan du sammen med andre voksne lære at svømme og blive tryg ved vandet, lyder det fra svømmeinstruktørerne.
Der var også et hold for voksne med vandskræk blandt tilbuddene.
- Vi er glade for den store interesse, siger en tilfreds Karen Kjørvel.