Flere nye ansigter til audition
Efter en pause på to år er Skansespillet klar til igen at fylde tribunerne på friluftsscenen i Hals. Til sommer går det løs med danmarkspremiere på den verdensberømte Seussical The Musical. Til det formål skal der naturligvis bruges skuespillere, og i weekenden var der inviteret til audition på stykket.
Instruktør Torben Ravnkilde Skov, kapelmester Andreas Bek Mortensen og sanginstruktør Lene Rom Frederiksen fik testet godt 30 kandidater, der alle aflagde sangprøver og forskellige små rollespil. Flere nye ansigter var mødt op til prøverne, der løb af stablen på Gandrup Skole.
- Det er skønt at være i gang igen. Det har været en lang pause, lyder det fra Torben Ravnkilde Skov.
- Vi kan godt mærke, at vi lige skal op i omdrejninger. Det gælder også for mange af vores faste skuespillere. Men vi er meget glade for, at også nye folk har indfundet sig, tilføjer instruktøren.
Brug for både voksne og børn
Seussical the Musical er i øvrigt den 33. i rækken af forestillinger på Skansen i Hals. Den baserer sig på Dr. Seuss omfattende forfatterskab og er indrammet af storslåede musikalske indslag og forrygende danseoptrin.
- Vi skal bruge både børn og voksne for at udfylde de mange roller. Desuden får vi jo behov for en helt masse frivillige hænder både foran og bag scenen. Det skal nok lykkes, og vi glæder os meget til at komme i gang, lyder det fra Torben Ravnkilde Skov.
Seussical the Musical har premiere den 7. juli og løber over de skrå brædder til og med den 16. juli.