Livet her

Falck samlet til nytårsparole

Brandstationsleder Thomas Sølvkær kan se tilbage på et roligt 2019 - desuden har stationen ansat sin første kvinde, og så skal de køre til nye steder i 2020

07. januar 2020 kl. 09:35

BRØNDERSLEV: Falck i Brønderslev har holdt nytårsparole, og brandstationsleder Thomas Sølvkær fortæller, at der mødte omkring 50 personer op.

Thomas Sølvkær holdt tale, og han oplyser efterfølgende, at han kunne berette om et roligt 2019, hvor man kun har haft 78 brandudrykninger.

- Det er noget lavt. Generelt har det været et stille år for beredskabet, fortæller han og tilskriver det, at det har været en fugtig sommer.

Således blev der også kun hørt til syv naturbrande i år.

I 2019 er der sket flere nye ting på brandstationen. Et ældre sprøjtekøretøj fra 1990 er taget ud af drift men får lov at blive i Brønderslev i en ny funktion.

- Vi har aftalt, at den bliver i Brønderslev og kører som veteranbil, fortæller Thomas Sølvkær.

Tanken er så, at seniorbrandmænd kan tage sig af den, og at den kan bruges til PR-formål.

En anden ny ting i 2019 er, at man har ansat fire nye folk.

- Ud af de fire har vi ansat en pige. Det er den første kvinde, vi har ansat i Beredskabet i Brønderslev, fortæller Thomas Sølvkær.

De har dog før haft kvindelige redderelever med, men der er første gang, de har en fuldt ansat kvinde i brandvæsnet i Brønderslev.

- Ellers fortalte jeg også om, at vi afventer, at der kommer nye slukningsgrænser på stationen. Det er ny lovgivning, der har bestemt, at man skal sende det nærmeste brandvæsen, fortæller Thomas Sølvkær.

Hidtil har brandvæsnet fulgt kommunegrænserne, men det laves om, og det får betydning også for brandstationen i Brønderslev.

- Det betyder, at vi kommer til at slukke brande i Vrå og Tylstrup, mens vi kommer til at miste området øst for Jerslev, hvor det bliver Østervrå i stedet, fortæller Thomas Sølvkær.

Det kan også ske, at brandfolkene fra Brønderslev kommer længere vestpå, fx til V. Hjermitslev i Jammerbugt Kommune.

Thomas Sølvkær er tiltrådt som brandstationsleder i marts måned i år, og han har sat nogle mål - Brønderslev skal have Nordjyllands bedste og flotteste brandstation, hvor bilerne står snorlige og er rene. Et vigtigt fokus er også at være meget hurtig til at komme af sted, hvilket ellers ikke er så ligetil, da de ansatte er deltidsansatte og dermed ikke sidder og venter på stationen.

Men Thomas Sølvkær kan melde om flotte udrykningstider i Brønderslev.

2019 har også budt på usædvanligt lange ture, hvor folk andre steder har fået assistance fra Brønderslev, som har mulighed for at sende hjælp af sted, da de råder over to slukningsenheder.

Folkene fra Brønderslev har således været i Thy, da der var naturbrand i Stenbjerg Klitplantage.

- Jeg tror aldrig, Brønderslev har været længere væk. Det er lidt specielt, når der står 100 kilometer til destinationen, det er ikke dét, vi er vant til, fortæller Thomas Sølvkær.

Også Falcks koncernchef, Jakob Riis, holdt tale til nytårsparolen i Brønderslev.

Der er 26 ansatte på brandstationen i Brønderslev.

Annonceret indhold

Nyeste