Vera på 12 og Lærke på 8 deltog i den kreative dag i sognegården. De er her ved at lave cirkelkunst.
Livet her

Et slaraffenland for de kreative: Skaberdag for både store og små

30. januar 2023 kl. 19:00

For kreative sjæle var det lidt af et slaraffenland at komme ind i, da Dronninglund Sognegård i lørdags slog dørene op til en skaberdag for både børn og voksne. På bordene i det store lokale lå der syltetøjsglas, garnrester, knapper, stof og garn, ligesom der var farver, lim og værktøj.

Det var kirke- og kulturmedarbejder Doris Vest Steen, der stod bag arrangementet.

- Det er første gang, vi laver det, sagde hun ved starten kl. 10.00.

Der var masser af muligheder for at være kreativ i sognegården. Der blev malet glas, lavet krammemonstre og kreeret cirkelkunst.

- Jeg er blevet inspireret af et tilsvarende arrangement, som Merete Knudsen og Ole Andreasen stod for i Vester Hassing Kirke. De er også med her i dag, og nu ser vi, hvordan det går. Bliver det en succes, så laver vi det måske igen til januar næste år. Det er altid spændende, om der overhovedet kommer nogen til et sådant arrangement, men det gør der, kan vi se, sagde hun, mens familierne begyndte at indfinde sig.

Den kreative dag foregik over fem timer, og man kunne bare komme, som det nu passede. Det var der mange, der gjorde.

Annonceret indhold

Nyeste