Der er atter gang i håndbolden i Ulsted. Damerne leder vejen med nu to hold i henholdsvis serie 3 og serie 4.
Livet her

Efter krisemøde: Nye medlemmer strømmer til håndboldklub

28. januar 2023 kl. 11:27

Det er efterhånden længe siden håndboldafdelingen i Ulsted Boldklub har kunnet prale af fremgang på holdsiden. I fjor var det tæt på en lukning med kun 6 tilbageværende spillere på det enlige dameseniorhold, der udgjorde klubben. '

Et krisemøde fik ændret den kedelige udvikling, og med kniven for struben blev der taget kontakt til såvel potentielle nye spillere som tidligere koryfæer. 

Strategien hjalp og pludselig er afdelingen nu tredoblet i medlemstal. For nyligt er der eftertilmeldt endnu et dameseniormandskab, således at UB-håndbold nu udgøres af to kvindehold i henholdsvis serie 3 og serie 4.

- Det er super positivt, siger Gert Jensen, der står i spidsen for de to mandskaber. 

- Vi var lige ved at lukke og slukke, for med kun seks spillere kunne vi ikke engang mønstre et hold. Pigerne ville det dog anderledes og heldigvis er det lykkedes at trække nye til. Nu sprudler det atter med energi, og jeg er sikker på, at vi nok skal få stabiliseret håndbolden i Ulsted igen, fastslår Gert Jensen. 

Mød bare op

Han glæder sig endvidere over, at der nu ligefrem kommer folk til træning. 

- Det var nærmest et særsyn før. Nu kan vi sågar træne kampsituationer med 2 hold. Det er ren luksus, tilføjer træneren, der nu udvider aktiviteterne til 2 ugentlige samlinger henholdsvis tirsdag og torsdag.

Spillerne supplerer og opfordrer interesserede til også at melde sig under fanerne: 

- Der er plads til alle. Det sociale er det primære, så det er bare med at møde op og deltage i fællesskabet, lyder meldingen. 

Klubben håber desuden, at der kan skabes basis for et eller flere ungdomshold. 

- Det vil være fantastisk, hvis vi kan få en flok piger og drenge i gang igen. For år tilbage kunne vi fylde en hel søndag med kampe i hallen. Der er selvfølgelig langt igen, men nu har vi da i det mindste et fundament, lyder det fra Gert Jensen.

Annonceret indhold

Nyeste