Arbejdsgruppen bag Limfjordsfesten i Vester Hassing sigter mod endnu en udgave den kommende sommer. Foto: Allan Mortensen
Livet her

De håber stadig på fest i Vester Hassing

18. januar 2022 kl. 17:00

Mens den seneste udgave af Limfjordsfest i Vester Hassing efterhånden ligger godt to år tilbage, så er der stadig håb om en ny udgave af endagsfestivalen i 2022. Det oplyser formanden for den initiativgruppe, som fortsat holder liv i planerne, Janne De Rosche Jørgensen.

- Vi er kun to tilbage. Det er selvfølgelig for få. Vi skal gerne have tilgang af tre til fire yderligere. Sker det, så tror jeg, vi har gode chancer for igen at kunne stable et arrangement på benene, vurderer Janne De Rosche Jørgensen.

Lige nu sigtes der således mod at trække nye kræfter ind i arbejdsgruppen. Flere tilkendegivelser på de sociale medier tegner lovende, og formanden er da også fortrøstningsfuld:

- Vi har skrevet personligt til nogle af dem vi håber på. Især er vi på udkig efter en kasserer, for det er en meget krævende post. Men ellers satser vi på at kunne tiltrække emner, der kan byde ind med lidt af hvert, siger Janne De Rosche Jørgensen.

300 frivillige

Hun hæfter sig også ved, at der fortsat er stor opmærksomhed om Limfjordsfestens fremtid, og at mange faste gæster ytrer håb om en fortsættelse.

- Det er det allervigtigste. Opbakningen skal være til stede, og så kan det godt være, vi skal sigte lidt lavere på det musikalske plan. Der skal selvfølgelig være nogle navne, som trækker, men muligheden for at lade lokale upcommings fylde endnu mere skal overvejes. I hvert fald i en genstartsfase, fastslår hun og tilføjer, at både VHG-håndbold og Vester Hassing Borgerforening er med på sidelinjen.

- Desuden håber vi, at FDF’erne vil bidrage med hjælpere ligesom vanligt. I alt skal vi op på omkring 300 frivillige for at kunne drifte en Limfjordsfest i lighed med det vi kender, lyder det fra formanden.

Janne De Rosche Jørgensen regner med, at der sidst i januar eller i begyndelsen af februar kommer en endelig udmelding i forhold til, om Limfjordsfesten 2022 realiseres. I givet fald bliver det formentlig til afvikling lørdag den 20. august.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu