Champagnepropperne sprang
Prinsens Musikkorps sluttede koncert-række i Brønderslev sammen med Bodil Jørgensen
Champagnepropperne sprang og der blev uddelt champagne til publikum til nytårskoncerten på Nordjyllands Idrætshøjskole.
Det var skuespiller Bodil Jørgensen, der uddelte champagne i forbindelse med Champagnegaloppen, og publikum blev indhyllet i guldglimmer fra et par store kanoner.
Bodil Jørgensen satte i øvrigt sit præg på nytårskoncerten som et morsomt og anderledes indslag. Publikum kender hende mest som skuespiller, men fik hende også at opleve i en anden rolle - både som skuespiller og som sanger. Hun er kendt fra blandt andet Badehotellet, Rytteriet og også i Erik Clausens seneste film "Aldrig mere i morgen.
Et nummer med dans var der også indlagt.
- Jeg er spurgt, om jeg vil være med i "Vild med Dans", men jeg er jo skruet sammen med skruer efter en ulykke, fortæller hun.
Koncerten i Brønderslev var den sidste af en turné på 12.
- Det har været en fantastisk oplevelse at være solist hos Prinsens Musikkorps, fortæller Bodil Jørgensen. Jeg har på Skive Kaserne, hvor musikkorpset holder til, oplevet det militære liv, når vi har øvet. Det har været udbytterigt. - Det er godt nok nogle flotte fyre, der er i musikkorpset, siger hun.
- Selv om der skal spares i forsvaret, må man ikke spare musikken væk. De medvirker både i sorg og glæde. Noget af det bedste til at opmuntre pårørende er musik.
Hun formåede da også at få "Badehotellet" med i én af sine mange sange.
Hun kom ind med rød klovnenæse, ligesom alle musikere havde klovnenæser på. Og dermed var der lagt op til morskab.
Bodil Jørgensen sang blandt andet et Lulu Ziegler potpourri med numre som "Pige træd varsomt" og "Den sidste turist i Europa". Og så "Sangen om Larsen" fra Kjeld Abells "Melodien der blev væk".
En af traditionerne er Prinsens Musikkorps’ hilsen til kammeraterne i udenlandsk tjeneste, i år i form af nummeret "Band of Brothers", der blev efterfulgt af "Landbrugs Blues", et Aase Ziegler-nummer, der i 50’erne reklamerede for den danske eksport af landbrugsvarer.
Der skal som bekendt bruges mange milliarder på 27 nye kampfly. Det har fået orkestret til at vise, at der kan spilles på andet end traditionelle instrumenter. En granat, en benzindunk, en gryde, en hjelm og en skovl er også mulige slaginstrumenter.
I anledning af Andrew Lloyd Webbers 70-års fødselsdag i år, var der også et potpourri med hans kendte melodier.
Trioen Bovin, Bjerre og Fuglsang fra Brønderslev Kulturskole indledte eftermiddagen.
Formand for Nordjyllands Idrætshøjskole, Jens Arne Hedegaard, uddelte blomster til Bodil Jørgensen og dirigent René Bjerregaard Nielsen.
Han kan garantere, at Prinsens Musikkorps giver koncert igen i 2019.
Det var Støttekredsen for Nordjyllands Idrætshøjskole, der sammen med Brønderslev Kulturskole stod bag arrangementet, der samlede omkring 650 deltagere.
- Det er vi særdeles tilfredse med, siger en glad for den store interesse.
Hun fortæller, at arrangementet er rykket en time frem, for ikke skal konkurrere med håndbold i tv.