Seneste nyt

Ad Hærvejen i Lunken

13. januar 2018 kl. 10.51

Ikke færre end 175 deltagere mødte frem til naturvejledernes motionstur med mere ad hærvejen i Lunken i Pajhede Skov ved Hellum.

Vejret kunne ikke være bedre, lidt frost og klar blå himmel.

Hans Peter Johansen, der ledede turen hævdede med glimt i øjet, at det perfekte vejr skyldes naturvejledernes gode planlægning.

Turen tog sit udgangspunkt i Naturskolen, og Hans Peter Johansen citerede selveste dronningen, da han talte om glæden ved at gøre noget "unytteligt".

De første kilometer gik ad hærvejen helt til kommunegrænsen til Frederikshavn kommune. Undervejs på korte stop fortalte Hans Peter Johansen om de spor, vi mennesker har sat i landskabet. Tidligere tiders færdselsårer ses stadig som hulveje dannet af hære og skarer af civile.

Et særligt krydderi på turen var de mange fund af "nisseskæg". Ved den første frost i skovbunden bliver mange udgåede grene pyntet med de smukkeste iskrystaller. På de døde grene vokser der små svampe. Når frosten sætter ind trænger vandet ud af svampene og danner iskrystaller, der tilsammen danner et "nisseskæg".

Turen sluttede i Naturskolens varme lokaler, hvor de deltager, der var plads til, sluttede en dejlig tur i et smukt område af med at drikke den medbragte kaffe og en hyggelig snak med bevidstheden om, at have forbrugt ca. 500 kalorier.

Turen var naturvejledernes sidste arrangement i programmet for 2017 og begyndelsen af 2018.

- Allerede nu er vi i fuld gang med at planlægge den nye sæson, fortæller naturvejlederne, og vores folder vil være på gaden i april.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste