Seneste nyt
Billede beskrivelse

85 år

09. januar 2018 kl. 21.52

Karl Johan Poulsen, tidligere bagermester, Dannebrogsgade 27. Brønderslev, fylder tirsdag 85 år.

Karl Johan Poulsen er opvokset i Manna i et landbrugshjem i en søskendeflok på otte. Som 17-årig kom han i lære som bager hos bagermester Svend Sørensen i Hallund.

I 1954 blev han gift med Mary, og de to er uadskillige.

Karl Johan begyndte i 1956 at bage småkager, som han kørte rundt og solgte i hele Vendsyssel.

I 1958 byggede og åbnede han og Mary eget bageri i Dannebrogsgade, hvor de havde en strålende forretning. I 1973 afhændede de forretningen, og Karl Johan fortsatte sit virke som bager i Kvicklys bageri indtil 1996.

Karl Johan brugte en del tid i bageriet, som de nye ejere, Morten og Charlotte Clausen, åbnede i 1994, hvor Karl Johan kørte med brød i hele byen, og Morten nød godt af hans opskrifter og erfaringer.

Karl Johan har altid været en aktiv person og sad i menighedsrådet og har taget en tørn i Indre missions bestyrelse. I Attrup Bådelaug har han også siddet i bestyrelsen i nogle år.

Karl Johan og Mary har stadig stor interesse for at sejle og bruger båden flittigt i sommerperioden. Interessen for at sejle har Karl Johan fra sin far, der sejlede og fiskede fra Løkken strand.

Mary og Karl Johan har fire børn: Karen, den yngste, er pædagog ved Ella og Møller Sørigs fond, Dorthe er pædagog på Tylstrup Skole, Margit er dagplejer i Brønderslev, og Martin, den ældste, har eget revisionsfirma på Øland.

Mary og Karl Johan har 10 børnebørn og ni oldebørn. Fødselsdagen fejres for familien på Landboskolen i Brønderslev.

Karl Johan er hjemme på dagen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste