Seneste nyt
Billede beskrivelse

80 år

10. januar 2018 kl. 01.07

Kjeld Jensen, Smalbyvej 49, Brønderslev, fylder onsdag 80 år.

Kjeld Jensen, der er tidligere borgmester i Støvring, blev som ung uddannet mejerist, et job som kun varede i få år. På grund af den voldsomme nedlæggelse af mejerier måtte mange mejerister se sig om efter andet job. For Kjelds vedkommende blev det til en stilling som laborant - først otte år på Aalborg Løveapotek og senere 23 år på Aalborg Sygehusapotek.

Et par år efter flytning til Støvring kom det politiske engagement rigtigt i gang - først som formand for vælgerforeningen i Socialdemokratiet og kort tid efter også kredsformand for Aars Kredsen.

I 1974 opstillede Kjeld Jensen til Støvring Byråd - men opnåede kun tre stemmer - formodentlig fra konen, ham selv og så en af de ca. 13.000 borgere, som syntes, han var en stemme værd.

Det lod Kjeld Jensen sig dog ikke slå ud af, så han lod sive i byen, at han godt kunne underholde i husmoderforening og pensionistkredse med fortællinger på vendelbomål. Det var åbenbart en god fremgangsmåde, for i 1978 blev det til en plads i Støvring Byråd - startende med en formandspost for teknik og miljø.

Det blev til 23 år i byrådet, heraf otte år som borgmester - den første socialdemokratiske i kommunens historie. I dag har kommunen fået nyt navn og hedder Rebild Kommune og har Danmarks eneste radikale borgmester.

Efter pensionering flyttede familien til Brønderslev for igen at blive vendelboer, idet både Sonja og Kjeld er fra Dronninglund egnen. I dag går tiden med foredragsvirksomhed, om et sådant omskifteligt liv og stadig fortællinger på vendelbomål. Det er gennem årene blevet til over 200 fra Skive og Viborg i syd til Skagen i nord. Sønnen, overborgmester Frank Jensen, mener, at når der stadig er bud efter ham, skyldes det det beskedne honorar normalt nogle flasker vin.

Også Logen Caritas tager tid, og så er der de ni gamle drenge, der gennem 10 år har haft deres cykelhold.Med Kjelds 80 års fødselsdag er fire af dem nu over 80 år. Men de møder alle op 10. januar til drengefødselsdag.Også den efterhånden store familie skal senere til fødselsdag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste