Seneste nyt
Billede beskrivelse

50 år med kirurgien

22. januar 2018 kl. 01.27

Axel Tilma, overlæge, Plantagevej, Brønderslev, fylder mandag 75 år.

Axel Tilma har arbejdet som læge i 50 år uden pauser og har netop fået udstedt ny autorisation til lægeligt virke efter 75 års dagen. Han er gift med Karen Tilma, der driver Børnelægeklinikken i Brønderslev.

Axel Tilma er opvokset i Østjylland på et landbrug med masser af dyr samt karle og piger. Men fysikken blev lidt slidt i mark og stald før den moderne mekanisering, og efter rygkirurgi i flere omgange blev Axel Tilmas fremtidsplaner tilpasset et liv med mindre krævende fysisk slid.

For præcis 50 år siden gennemførte Axel Tilma den medicinske embedseksamen ved Aarhus universitet, og siden har hele verden været tumleplads for hans kirurgiske virke, der har været uden pauser.

Siden 1981 har Axel Tilma arbejdet som kirurg i Vendsyssel, først ved Brønderslev Sygehus og nu ved Sygehus Vendsyssel med funktion i både Hjørring og Frederikshavn. Med en uddannelse i almen kirurgi fra Odense Universitetshospital har han udøvet sin gerning fra Thule i nord til det sydlige Afrika. De stærkeste indtryk har han medbragt fra to års virke i Swaziland - et lille kongerige i den sydlige del af Afrika, hvor lægegerningen dagligt var livreddende, og hvor Axel Tilma udfoldede alle sine lægekundskaber fra det danske sundhedsvæsens ypperste skoler - i vedvarende dialog med disse og med universiteterne i Sydafrika, England og Holland. På et lille bush-sygehus udførte han almenkirurgi af enhver art, men også mere avanceret kirurgi som hjerteoperationer, kæbekirurgi, korrektion på knogler, plastik kirurgi, karkirurgi og lungekirurgi. Eksempelvis fik en ung kvinde ikke blot reddet livet ved en hjerteoperation, men blev i stand til at føde børn og dermed bevare sit ægteskab og forsørgelse.

Axel Tilma fik etableret et moderne vaskeri til sygehuset i Swaziland og en køkkenhave til at supplere den daglige majsgrød. Han fik etableret respiratorbehandling af nyfødte med stivkrampe og fremstillet træben fra skoven lige uden for døren. På lang sigt overlevede mange mennesker, fordi han i samarbejde med Danida fik gennemført en uddannelse af narkosesygeplejersker i Swaziland.

En eller flere gange om året arbejder Axel Tilma sammen med kolleger i Nuuk i Grønland og opnår herved at vedligeholde og videreudvikle de kirurgiske færdigheder, han har lært gennem et langt liv. Derudover oplever han naturen og folket helt unikt.

Bredde i faglighed og nærhed til patienterne er for Axel Tilma en hjertesag, som også har dannet platform for udvikling og forskning. Et fagligt mindesmærke er hans udvikling af en ernæringssonde: Tilma-sonden, der blev udviklet i 1985 sammen med kolleger på Brønderslev Sygehus. Sonden går direkte gennem maveskindet til mavesækken. Proceduren var den første af sin art i Skandinavien og er nu i udbredt anvendelse. Patienter i alle aldre, som ikke kan spise selv, er taknemmelige for opfindelsen.

Undervisning er en anden hjertesag, tidligere som klinisk lektor ved Odense Universitetshospital, senere som gæstelærer ved Københavns Universitet ved tropemedicinske kurser. Gennem alle årene har Axel Tilma været og er stadig en engageret underviser, som har inspireret yngre læger og sygeplejestuderende, både hvad angår faglighed og etik.

Hverdagen er stadig spændende, faget er i stadig udvikling, og Axel Tilma fortsætter. Han er utrættelig i arbejdet på at videreudvikle et sundhedsvæsen med kvalitet, ansvar og troværdighed, inden han overleverer det til næste generation for at hellige sig poesien, akvarelmaling, dyr, marker og sejlads i gamle træbåde.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste