For John er det lykken at hjælpe andre

DRONNINGLUND: Hveranden mandag kl. 17 møder op til 15 unge mellem 15 og 30 år op til medlemsaften i klub ØST. Det foregår i Fredensgade Centret i Dronninglund. Fælles for de unge er, at de alle er det, man betegner som sårbare.

Initiativtageren og frontfiguren i klubben er John Ravn Johnsen, og han beskriver klubben således:

- Vi er en klub for socialt udsatte og ikke alderssvarende mellem 15 og 30 år. De har alle diagnoser, og mange af dem har flere. En enkelt har otte. De kommer for at finde ligesindede og fællesskab i et miljø, hvor de kan være sig selv, og ingen er fordømmende. Det er vigtigt med trygge rammer, for flere har social angst og andre problemer. Det er i det hele taget unge, der mangler en voksen, der vil tage dem i hånden, fortæller John.

John Ravn Johnsen og Lise-Lotte Bager udfører begge et stort arbejde for de sårbare unge i Klub ØST. Jørgen Ingvardsen

Klubben udspringer fra SIND i Brønderslev, hvor John var formand.

- Der var et stort ønske om, at vi også lavede noget for de sårbare unge. Der er mange tilbud i dagtimerne, men efter kl. 16 sker der intet. Kommunen burde have tilbud, men det har den ikke, og så må vi frivillige træde til. Ellers er der ingen steder, hvor de kan gå hen med deres frustrationer. Vi valgte så at forsøge at lave en klub, men fandt hurtigt ud af, at det regelsæt, der gælder for de unge, vi gerne ville arbejde med, ikke passede. Vi etablerede så en klub med vore egne regler. Vi bestemmer selv, hvad vi vil og ikke vil, oplyser John.

Han arbejder til daglig med psykisk syge på et værested, og derfor kender rammerne for arbejdet.

Stram økonomi

- Vi får et mindre beløb fra kommunen. Resten må vi skaffe ved at søge fonde. Det store problem er at skaffe penge til mad. Vi kan få penge til udflugter og andre ting, men ikke til mad, der ellers er en vigtig del af klubbens virke. Vi starter nemlig alle klubaftener med at spise sammen. Det er meget vigtigt, og her bliver alle inddraget. Først skal vi finde ud af, hvad vi skal spise, og så drager vi alle på indkøb i en butik. Vi har kun et mindre beløb, så det er med at finde noget, vi har råd til. Det er en god træning. Bagefter laver vi så mad sammen. I det hele taget arbejder vi på at lære dem at gøre det, der falder andre helt naturligt. Vi vil jo alle gerne være som alle andre, fortæller John.

Helge Schmidt en en trofast bruger af klubben, og det har han været siden starten for fem år siden. Jørgen Ingvardsen

De unge kommer fra hele kommunen, men da flere har bil, giver det ingen problemer. De er flinke til at hente hinanden og køre sammen.

- På en god aften kan der dukke 15 op, og vi har ikke plads til flere. Vi kunne godt tænke os større lokaler. Et hvor vi kan spise, og et andet hvor vi kan være og snakke, hygge og måske spille spil. Her på stedet er vi fælles med andre om lokalet, så vi kan ikke bare stillede det op, vi gerne vil.

Fællesskabet vigtigt

- Jeg kan godt lide fællesskabet og være blandt folk, man kender, siger 22-årige Helge Schmidt. Han er en af de flittige brugere af klubben og har været med siden starten for fem år siden.

- Jeg havde ikke så mange venner og ville gerne have nogle flere at snakke med. Det har jeg i klubben, hvor der er fred og ro og plads til alle. Har man et eller andet, man synes er svært, er der altid nogle mennesker, man kan gå til. Nogle man kan stole på. Her er jeg ikke den eneste med diagnose. Jeg har ADHD, men er medicineret, og så betyder det ingenting og generer mig ikke. Før havde jeg rigtig mange problemer. Jeg blev nemt sur og havde humørsvingninger, så det battede, siger han, der nu har det så godt, at han har fået fast arbejde som pladelaseroperatør hos HOSTA i Hjallerup.

Helge trives i klubben, hvor han nyder fællesskabet med ligesindede. Jørgen Ingvardsen

- Det er jeg rigtig glad for. Jeg arbejder 37 timer om ugen. Der er tale om et fleksjob, da jeg ikke er lige så hurtig som andre. Det er et godt job, hvor det er maskinen, der gør arbejdet. Jeg skal bare programmere den og sørge for, at det er de rigtige materialer, der kommer i den. Når produktet kommer ud, skal det pakkes enten i paller eller kasser, fortæller han, der netop er netop flyttet i egen lejlighed.

Han har også egen bil og er i det hele taget et godt sted i livet.

- Jeg var et meget følsomt barn og har ikke altid haft en opvækst som andre. I skolen fik jeg faktisk at vide, at jeg aldrig ville blive til noget. Jeg havde ikke evnerne. Det var med til at trække min dårlige selvtillid endnu længere ned. Jeg har heldigvis nogle forældre, der støtter mig. Det betyder meget. Nu synes jeg selv, at jeg har bevist, at jeg faktisk kan noget, lyder det fra Helge Schmidt.

Brug for flere frivillige

- Det er sådan noget, der gør, at jeg gider fortsætte. Når man kan se, at man gør en forskel. Det giver mig en lykkefølelse, lyder det fra John. Helge er ikke den eneste, klubben har fået videre i livet. En anden deltager er således blevet uddannet kok på Dronninglund Hotel.

- Det er så givende for mig, og det ligger dybt i mit DNA. Det viser, at det nytter noget at gøre noget. Derfor er vores store ønske også, at vi kan holde åbent hver mandag aften og ikke kun hver anden. Problemet er bare, at vi mangler frivillige, siger John og fortsætter:

- Jeg håber virkelig, at vi finder et par stykker, som har hjertet på rette sted og gerne vil gøre en indsats for at hjælpe en gruppe sårbare unge videre i livet. Der er behov for det, og det nytter, siger John Ravn Johnsen.