Billede beskrivelse

Varme sange, der smelter vinterkulden

29. januar 2025 kl. 11.02

KLOKKERHOLM: Hvis du er glad for fællessang eller blot nyder at lytte til andres sang, så er det værd at komme til sangaften i Hellevad Kirke 13. februar, hvor der synges sange, der smelter vinterkulden. Vokalgruppen Prima Vista medvirker under ledelse af organist Lasse Christensen, som også akkompagnerer fællessangen fra klaveret.

- Programmet består af flere gode sange, som mange vil kunne genkende. Det gælder ’I sne står urt og busk i skjul’, ’Den blå anemone’ og ’Her vil ties, her vil bies’ samt et par nyere sange, fortæller organist Lasse Christensen. Han indleder sangaftenen med Antonio Vivaldis ’Vinteren’ fra ’De fire årstider’ arrangeret for orgel. Han spiller desuden et par bearbejdelser over salmen ’Her vil ties, her vil bies’ undervejs.

Vokalgruppen Prima Vista synger fine korsatser, hvor man vil kunne nyde flotte vintersange som ’Der er ingenting i verden så stille som sne’, ’Liden sol i disse uger’ og ’Sneflokke kommer vrimlende’.

- Prima Vista består af ti sangere, der alle kender hinanden fra Nordjysk Pigekor tilbage i slutningen af 80-erne og begyndelsen af 90-erne. De har gennem en længere årrække dannet et lille kor og har i dag et godt samarbejde med mig, hvor de blandt andet medvirker flere gange om året ved gudstjenester, kirkekoncerter og sangaftner i kirkerne, fortæller Lasse Christensen.

Sangaftenen arrangeres af menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne og finder sted torsdag 13. februar i Hellevad Kirke kl. 19. Deltagelse er gratis.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste