Medaljer til fire boksere fra Brønderslev
BRØNDERSLEV: Det blev til fire medaljer til fire boksere fra Brønderslev Bokseklub, da de i weekenden deltog i den traditionsrige Viking Box Cup i Nørresundby, som bliver arrangeret af Lindholm Bokseklub.
Der var guldmedaljer til weltervægteren Mansur Gaurgaev og til letmellemvægteren Joakim Nørregaard.
Bantamvægteren Alexander Lønholm fik sølvmedalje, da han tabte sin finalekamp.
Den sidste Brønderslevbokser, som deltog i Viking Box Cup, var Tobias Breitner, der bokser i weltervægt.
Lørdag vandt han sin semifinale på point, og søndag skulle han så i ringen og kæmpe om guldet.
Jeg tog ind til Lerumbakken i Nørresundby for at overvære kampen.
Hvor jeg så en afslappet Tobias Breitner varme op inden kampen.
Er du nervøs?, spurgte jeg ham.
- Ja, man er da lidt nervøs indtil man kommer op i ringen. Men det går over, så snart man er deroppe, svarer Tobias.
Som kun skal bokse sin 3. kamp. De to første har han vundet, og hans to trænere i ringhjørnet, Kasper Nørregaard og Thomas Jensen, har en god fornemmelse inden kampen. De tror på sejr til Tobias.
Så er det tid. Tobias Breitner kravler op i sit ringhjørne. Kamplederen kalder de to boksere ind i ringens midte. Gong-gongen lyder. Kampen er i gang.
Tobias Breitner får en fin start. Presser sin modstander godt. Men som kampen udvikler sig over de tre omgange, bliver det en meget lige kamp. Som kan gå begge veje.
Tobias' modstander udråbt til vinder på point. Til stor skuffelse for Brønderslev-bokseren, som altså må "nøjes" med en sølvmedalje.
Men to guld- og to sølvmedaljer til Brønderslev. Og det er da slet ikke så ringe...