Seneste nyt
Billede beskrivelse

Hos Torben og Henriette sover 270 køer på vandsenge

11. september 2026 kl. 10.12
Opdateret 12. september 2026 kl. 10.01

TÅRS: Robotmalkning og køer, der ligger på vandsenge i stalden. 

Det er noget af det, gæsterne kan få et indblik i, når Bjørnstrup nær Tårs åbner dørene til Åbent Landbrug søndag 20. september, oplyser landboforeningen Agillix i en pressemeddelelse.

På Bjørnstrup driver Torben og Henriette Lundgreen Jess en konventionel mælkeproduktion med cirka 270 malkekøer.

Køerne bliver malket med malkerobotter, som de selv går til og fra, og ifølge parret har gården fokus på dyrevelfærd. Goldkøerne går blandt andet på græs, mens alle køerne ligger på vandsenge i stalden.

- Vi glæder os til at åbne gården og vise det, vi laver til hverdag - og give jer et indblik i en moderne mælkeproduktion med robotmalkning, siger Torben og Henriette Lundgreen Jess.

Majslabyrint og pedaltraktorer

For børnene bliver der blandt andet mulighed for at lege i halm, køre på pedaltraktorer og forsøge at finde vej gennem en majslabyrint.

Gæsterne kan også se de store landbrugsmaskiner og få smagsprøver fra Arla.

Bjørnstrup er en af ni nordjyske gårde, der åbner for besøgende i forbindelse med Åbent Landbrug. Arrangementet i Nordjylland arrangeres af Agillix og Landbrug & Fødevarer og bygger ifølge Agillix på en 30 år lang tradition.

Åbent Landbrug foregår fra klokken 10.00 til 16.00. Det er gratis at deltage, men der skal bookes en gratis billet til den gård, man ønsker at besøge.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste