Billede beskrivelse

Johnni er ved at være klar til årets 24-timers event i Hjallerup

28. januar 2025 kl. 14.01
Opdateret 29. januar 2025 kl. 11.29

HJALLERUP: Johnni Olesen er med sin forening, ’24 timer i Hjallerup’ i fuld gang med at arrangere årets 24 timers event, der finder sted i Hjallerup Idrætscenter i weekenden 15. og 16. februar. 

Der vil være åbningstaler fra kl. 9.30 i hal A, og derefter starter de mange aktiviteterne kl. 10 og fortsætter de næste 24 timer.

Arrangementet, der har til formål at samle penge til Julemærkehjemmet i Hobro, har efterhånden fundet sted i adskillige år, og mange af aktiviteterne går igen, men der er også hvert år fundet plads til nye.

- Vi har i år booket en stor udendørs sauna fra Sauna & Sønner. Der vil her være gus-maraton det meste af døgnet med start kl. 10.45, fortæller Johnni, der glæder sig over, at der allerede nu er mange, der har tilmeldt sig.

- Det ser godt ud, men i svømmehallen er der ikke helt booket op, så er der en klub, som kunne tænke sig at være med, så tøv ikke med at kontakte mig. De andre baner har deltagere fra klubber fra Aalborg, Aabybro, Brønderslev og Søhesten. Den sidste bane har foreningen til vore egne svømmere. Der bliver fest og farver i svømmehallen, hvor lyd og lys igen i år leveres af mobildiskotek Party Nordic, der er med til at holde festen i gang og styre musikken i alle 24 timer, siger Johnni.

Billede beskrivelse

Hjallerup Kirke er også i år med i arrangementet. Lørdag aften kl. 23.59 bliver Café 2 omdannet til kirke, hvor sognepræst Marie Kirketerp holder midnats gudstjeneste. Brønderslev Bibliotek deltager med læsemaraton, og bridgespillerne dyster parvis i mødelokale 4, men kun i tidsrummet 10-16.

Det meste kommer til at foregå i Idrætscentret, men Hjallerup Skytteklub, der også deltager, afvikler dog sine aktiviteter i klubbens lokaler i kælderen under Hjallerup Skole, hvor man finder skydebanerne. Her kan man prøve at skyde, og de aktive skytter skal prøve kræfter med mange skud over de 24 timer.

Ellers rummer idrætscentret det hele. I hal A finder man linedance og alle de kreative aktiviteter som patchwork, strikke/hækle og strikkeklubbens salgsbod. Der vil også være en genbrugsbod, hvor man kan gøre en god handel. I kreaområdet vil der være mulighed for at male på sten og glas. Det er også i hal A den store lotteribod med mange flotte gevinster, som er sponseret af erhvervsdrivende fra lokalområdet og det ganske land, er opstillet.

I hal B er der fundet plads til alle spinningscyklerne og løbebåndene, og her er der gang i den alle 24 timer. Det sørger en stor håndfuld energiske instruktører for.

Endelig stiller der igen i år folk op for at prøve at gå 100 km på 24 timer. Her er man også meget velkommen til at være med.

Programmet er så omfattende, at det er umuligt at nævne det hele. Man er nødt til at møde op for at se, hvad der sker. 

Har man endnu ikke tilmeldt sig, kan man gøre det på ’24 timer i Hjallerup's hjemmeside, eller gøre det i infoteltet, når man møder op til arrangementet, der også i år forventes at tiltrække masser af mennesker.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste