En zebra og en giraf: Store vægmalerier hos Dronninglund Kunstcenter
DRONNINGLUND: Selvom Dronninglund Kunstcenter ikke råder over en gavl på flere etager, er det alligevel lykkedes at skaffe plads til, at otte danske og internationale street art kunstnere har kunnet boltre sig og udsmykket det smukke hus med helt nye vægmalerier.
De to første uger af udstillingsperioden har man ovenikøbet kunnet følge fire kunstnere, mens de arbejdede på deres værker i et opstillet telt.
Den første uge var det Frederik Hesseldahl og Bogdan Scutaru, der arbejdede på hver sit vægmaleri, der efterfølgende skulle sættes op på Kunstcentrets vægge. Begge kunstnere har stor erfaring inden for området og arbejdet en årrække med netop street art.
Bogdan Scutaru er en rumænsk kunster, som har været bosat i Horsens siden 2010.
Han laver alt fra store vægmalerier, street art til graffiti og har et nærmest fotorealistisk talent. Han og Frederik Hesseldahl har forskellige arbejdsmetoder. Bogdan har en fotoillustration, som han arbejder efter og oversætter til den store størrelse. Han arbejder udelukkende med spraymaling, mens Frederik bruger spraymaling til de store flader og pensler til detaljerne.
- Jeg startede med at male graffiti og street art for mange år siden og gik så senere over til også at lave malerier. Jeg er vant til at arbejde med formater på 5-6 meters længde og flere meters højde. Det er for mig et godt lærred. Jeg er så senere også gået over til at arbejde med malerier. Det havde sine vanskeligheder, fortæller Frederik Hesseldahl.
Tilpasset omgivelserne
- Jeg laver stadig vægmaleri, og det er jo ofte et maleri, der er forstørret. Jeg starter typisk med en almindelig blyantsskitse for at finde ud af komposition og opsætning. De store murmalerier skal jo kunne passe til deres omgivelser. Bygningens farve betyder også noget, hvis det hele skal spille sammen. I min graffitiopvækst lærte jeg hurtigt at aflæse den væg, jeg skulle male på, og finde ud af, hvordan væggen virkede i forhold til omgivelserne. Det endte ofte med, at jeg gik derfra med et foto ikke bare af væggen, men af hele landskabet. Det var det fedeste, forklarer Frederik Hesseldahl.
- Et vægmaleri skal jo kunne ses langt fra. Det er sådan, man oplever street art. Det skal konkurrere med så meget i bybilledet. Det er et stort lærred, som skal kunne aflæses øjeblikkeligt, for at det virker. De krav synes jeg virkelig, værkerne på Kunstcentret opfylder, og som konsulent på udstillingen er jeg meget begejstret for de mange murmalere, som har valgt at være med på udstillingen, forklarer Frederik.
- Vi havde et håb om at kunne tiltrække nogle af de bedste til Kunstcentret, og det er faktisk lykkedes. Det er spændende at se dem udfolde sig. For dem er Kunstcentrets facader jo et ret lille lærred, hvilket gør, at de er her kort tid. En femetagers ejendom tager nok ikke mere end en uges tid for nogle af dem. Det er et imponerende arbejdstempo, så væggene her er små for dem. Det er jo professionelle folk, som arbejder med det hver dag og har gjort det i en del år.
En zebra og en giraf
- Det, jeg laver her på Kunstcentret, bygger dels på et maleri, jeg har lavet tidligere, og dels på en computertegning. Det er et motiv, jeg har lavet før, og som jeg er tryg ved. Jeg regner med at bruge tre dage på det. Jeg har et maleri som udgangspunkt og strækker det så ud, fordi væggen her er meget lang. Den er små 10 meter lang og til gengæld ikke så høj. Der er desuden et tagudhæng, jeg også skal tage hensyn til, så jeg skal sørge for at placere figurerne, så de er synlige. Men jeg nyder at spille op ad arkitekturen. Her spiller det nok ind, at jeg er uddannet arkitekt, men for mig er det vigtigt, at der på et vægmaleri er noget spændende at kigge på.
- Jeg har bl.a. på mit maleri valgt at vise en zebra og en giraf, der leger "jorden er giftig". Jeg bruger tit dyr i mine malerier, fordi jeg her kan bruge menneskelige træk på en sjov måde. Der er også en vandmelonsluftballon med, og det har man vist aldrig set før. Jeg elsker at pirre fantasien, og den følelse gad jeg godt, at beskueren gik herfra med. At de fik set noget, de ikke vidste var muligt, forklarer Frederik Hesseldahl, mens han arbejder videre på sit vægmaleri.
Når udstillingen er slut 6. september, vil street art-værkerne blive permanent placeret ude omkring i lokalområdet og brugt i forbindelse med undervisning og som ekstra oplevelse på Hærvejsrutens cykel- og vandreruter.