Billede beskrivelse

Det er nu blevet tid til at indstille kandidater

13. januar 2025 kl. 06.03

Dronninglund Rotary Klub er nu i gang med forberedelserne til uddelingen af den årlige erhvervspris, der uddeles 7. april. Prisen tildeles en erhvervsleder eller virksomhed, der udøver sin virksomhed i klubbens lokalområde. Første gang, prisen blev uddelt, var i 2022, og formålet med prisen er at påskønne initiativ, dynamik og succes i erhvervslivet.

- Desuden ønsker vi med prisen at øge kendskabet til Rotary i erhvervslivet og at synliggøre Dronninglund Rotary Klub i lokalområdet, fortæller Frits Danielsen, der er leder af projektgruppen, som har udarbejdet kriterierne for prisen.

- Denne gruppe er sammensat af medlemmer af klubben med vidt forskellig faglig baggrund, tilføjer Frits Danielsen.

Prisen består af et diplom og et kunstværk udarbejdet af en lokal kunstner, der i år er Birgit Krogsgaard, der driver Galleri Krogsgaard/Krogsgaard Design i udkanten af Ulsted. Den gives for en initiativrig og dynamisk erhvervsindsats til en lokal virksomhed eller erhvervsleder, der i Dronninglund Rotary Klubs lokalområde yder en særlig indsats, og som lever op til Rotarys formål og værdigrundlag. Den pågældende skal således gøre en forskel i lokalsamfundet og være en succeshistorie inden for bl.a. et eller flere områder som vækst, uddannelse af elever, socialt ansvar og miljøansvar. Motiveret indstilling til prisen kan foretages af alle.

Hvem skal have erhvervsprisen 2025?

Dronninglund Rotary Klub opfordrer lokale virksomheder til at overveje, hvem de vil indstille til klubbens erhvervspris 2025. Motiveret indstilling skal ske senest 17. marts på en særlig blanket til Dronninglund Rotary Klubs præsident og kan foretages af alle. Blanketten kan rekvireres hos Frits Danielsen på frits@basistryk.dk eller på klubbens Facebookside https://www.facebook.com/DronninglundRotary.

Indstillingerne til erhvervsprisen vil blive vurderet af en priskomité, der består af Brønderslev Kommunes borgmester, Mikael Klitgaard, administrerende direktør i Sparekassen Danmark, Vagn Hansen, administrerende direktør i TV2 Nord, Mikael Justesen, erhvervschef i Brønderslev Erhverv, Marianne Gade, formand for Round Table Hjallerup-Dronninglund, Jakob Würtz, Kaj Frederiksen, som er kommende præsident i Dronninglund Rotary Klub, samt Anders Nielsen, der er nuværende præsident i klubben, og som er formand for komiteen.

Rotary er et lokalt og globalt netværk, hvis formål er at opmuntre viljen til at tjene andre. Rotarys medlemmer er erhvervsfolk, ledere, selvstændige og andre, der ønsker at udvikle deres menneskelige og faglige kompetencer på tværs af faggrænser og generationer med udgangspunkt i Rotarys fem kerneværdier: Fællesskab, integritet, mangfoldighed, service og lederskab.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste