Børnene var i centrum ved Open by Night
DRONNINGLUND: Vejrguderne var med Dronninglund Handel, da den i fredags afviklede Open by Night i Dronninglund.
Dagen før og på selve dagen havde hidsige regnbyger generet, men netop som arrangementet skulle begynde sidst på eftermiddagen, slog vejret om, og solen tittede frem.
Til stor glæde for eventmageren Arne B. Schade, der også denne gang stod bag arrangementet, der altid trækker mange mennesker til byen. Sådan var det også i år, hvor de mange fristende tilbud i butikkerne og de mange aktiviteter i hele byen trak folk til.
Slotsgade spærret
Slotsgade var som altid ved disse arrangementer spærret for kørende trafik, så der var god plads til de mange aktiviteter med hoppeborge og den såkaldte Higher Jumper, hvor børnene blev kastet højt op i luften ved hjælp af trampoliner og elastiksnore.
På scenen underholdt Onkel Jes med sang og sjov, ligesom han også sørgede for, at der var gratis legetøj til de første 300 børn. Det var populært og gav lange køer.
I et telt var der casting af børnemodeller, og det var også noget af et tilløbsstykke. Masser af børn og unge stillede op i håb om at blive castet til et modeljob.
Markedsstemning
Ved SuperBrugsen var der rigtig markedsstemning på parkeringspladsen, hvor der var opstillet hoppeborge og et festtelt. Her kunne man sidde og nyde en flæskestegsburger og lytte til Gerå Engvejs Gadeorkester.
Der var rundt om i byen boder og udstillinger, og her kunne man også møde modeller, der viste, hvad de lokale butikker har at byde på af smart sommertøj. Modellerne havde også konkurrencesedler med rundt fra butikkerne, hvor man kunne vinde fine præmier.
Aftenen bød også på et bryllup på scenen, inden aftenen sluttede med en koncert, der hyldede Kim Larsen og Gasolin.