Ulven kommer...
Foredrag i Ulsted om ulvens tilstedeværelse i naturen og overtroen
ULSTED: Ulven er tilbage i den danske natur. Lokalt hersker der sågar nye øjenvidneberetninger om dens færden i Sydøstvendsyssel. Skulle der være hold i rygterne, er det dog langt fra første gang, ulven befinder sig på disse kanter.
Det kan man blive klogere på onsdag 24. oktober i konfirmandstuen i Ulsted. Her lægger historiker, ph.d., Jakob Ørnbjerg vejen forbi med et foredrag om ulvens tilstedeværelse i fakta og overtro fra middelalderen og frem til 1800-tallet. Han medbringer eksempler på love og forordninger, protokoller, breve og artikler, der er nedfældet om emnet. Med udgangspunkt i kildematerialet giver han et nuanceret billede af lokalbefolkningens forhold til ulven i historisk sammenhæng.
Det lokale menighedsråd og Hals Arkiv står bag arrangementet, der begynder kl. 19. Der er gratis adgang, men forhåndstilmelding til Hals Arkiv er påkrævet.