Koncerten med Rugsted & Kreutzfelt måtte flyttes indendørs efer skybrud og strømafbrydelse ved sommerens Fjordfest i Hals. Udvalget bag arbejder dog ufortrødent frem mod endnu en gratis udgave i 2022. Foto: Allan Mortensen
Det sker

Tjek datoen: Fjordfest i Hals vender tilbage

03. januar 2022 kl. 06:06

Mens Fjordfesten i Hals har udviklet sig til den største enkeltdagsevent i området, så ser udvalget bag festen tilbage på 2021-udgaven med blandede følelser. Vejrliget skabte således store udfordringer - blandt andet i form af en strømafbrydelse.

- Det blev en fest, vi sent vil glemme, hedder det i en nytårshilsen.

Her henviser udvalget til, at et skybrud indfandt sig over Hals, netop som hovednavnet, Rugsted & Kreutzfeldt skulle på scenen. Denne koncert måtte i stedet afvikles i en amputeret udgave i Fjordparkens festsal. Først tre timer senere kunne Fjordfesten genoptages fra scenen, hvor de to sidste bands kunne optræde som planlagt.

- Alt det betød selvfølgelig, at det slet ikke blev den fest, alle havde set frem til. Stort set intet gik som planlagt, lyder det videre fra udvalget, som har evalueret 2021-udgaven og nu ser frem mod endnu en Fjordfest i 2022.

- Vi har lært meget. Vi håber, publikum kommer til at mærke de justeringer, der er foretaget, konstaterer gruppen og sender en hilsen til fonde og sponsorer.

- Vi er dybt taknemmelige for støtten. Selvom 2021 også var et hårdt år for vores erhvervsliv, så afså sponsorerne alligevel støtte til os.

Stadig gratis entré

Trods de uheldige omstændigheder i 2021, så arbejder udvalget altså ufortrødent frem mod en sjette udgav til sommer. Det sker med en stille bøn om, at endnu flere sponsorer får lyst til at melde sig under fanerne. Private donationer tages også imod med kyshånd. Det hele drejer sig nemlig om at opretholde gratis adgang til musikeventen, hvilket selvsagt er en krævende målsætning. Omvendt vil entré nødvendiggøre en indhegning af koncertområdet. Udgiften til dette vil ifølge udvalget æde indtægterne.

Folkene bag eventen opfordrer i samme forbindelse alle til at sætte kryds i kalenderen lørdag den 30. juli, hvor Fjordfesten 2022 efter planen løber af stablen. Gruppen understreger videre behovet for endnu flere frivillige. Interesserede må derfor meget gerne henvende sig til udvalget, som udgøres af Astrid Houmann, Flemming Lund Sørensen, Marianne Wohlert Clausen, Lise Lotte Baggesen Nielsen og Marianne Bønlykke.

Nyeste