Billede beskrivelse

Skal du beskytte din bedste ven mod flåter? Nu kan du få hjælp

Omrejsende klinik besøger Brønderslev

03. april 2023 kl. 13.12
Opdateret 04. april 2023 kl. 09.42

BRØNDERSLEV: Når frosten forsvinder, bliver risikoen for flåter større. For flåter kan rigtig godt lide varmt vejr. Derfor er det vigtigt at sætte forebyggende ind samt få tjekket dit kæledyr for de små krabater. De kan nemlig gøre megen skade, hvis ikke de bliver opdaget i tide. Dyreværnets nonprofit dyreklinik "Frynseklinikken" kører derfor landet rundt for at hjælpe - og 24. april kommer klinikken til Brønderslev.

Dyreværnet lancerede tilbage i 2018 den første mobile Frynseklinik, hvis formål var at hjælpe socialt udsatte borgere og deres kæledyr. Frynseklinikkerne hjælper dyr over hele landet og har indtil nu hjulpet over 10.000 kæledyr i Danmark og har besøgt over 100 byer.

Nu kommer Frynseklinikken til Kirkens Korshær, Nørregade 6A, mandag 24. april kl.13.00-14.00

Hver mobile klinik er bemandet af en dyrlæge og en assistent, der sikrer, at både dyr og ejer får en god oplevelse ved besøget. Man betaler, hvad man kan for en konsultation.

Frynseklinikkerne modtager ingen offentlige tilskud, og det er dermed private donorer samt fonde og legater, der sikrer Frynseklinikkernes fremtidige eksistens. Det var dyreelskeren Jørgen Andersen, der i 2018 og 2019 gav donationer, der muliggjorde de to mobile klinikker.

Du kan læse meget mere om Frynseklinikkerne og Dyreværnets øvrige aktiviteter på www.dyreværnet.dk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste