Oplev det bedste judo i Danmark
Man behøver ikke køre længere væk end Vrå, hvis man vil opleve nogle af de allerbedste judokæmpere i Danmark på tætteste hold
BRØNDERSLEV: For første gang nogensinde står Kauri Brønderslev Judoklub bag Danmarksmesterskabet i judo. Det foregår 17.-18. november, hvor omkring 400 af de bedste kæmpere fra hele landet mødes til DM i Vendsyssel. Der dystes i kategorierne U12, U15, U18 og U21 og kæmperne er delt op efter alder og vægt. Der kæmpes både individuelt og i hold.
- Vi har lige arrangeret Vendsysselturneringen, og da Judo Danmark efterlyste nogen i Jylland, som ville stå for DM, så tænkte jeg, at det kan vi da også godt lige tage, griner Anni Hjermitslev fra Kauri Brønderslev Judoklub.
- Der er selvfølgelig meget arbejde, men forældrene bakker godt op og kæmperne synes det er vildt sejt, så vi glæder os, fortsætter Anni Hjermitslev.
Et DM i judo kræver en særdeles stor hal, da hver judotræner skal kunne holde øje med flere kæmpere på måtterne samtidig. Derfor faldt valget på Idrætscenter Vendsyssel i Vrå, hvor der er også er overnatningsmuligheder for dommere, trænere og kæmpere.
Kauri Brønderslev Judoklub stiller selv med omkring 30 deltagere i alderen 7-19 år.
Alle kan komme og overvære DM i judo og det er endda gratis at komme ind og kigge på.
Kampene begynder både lørdag og søndag klokken 9.30, mens det lørdag slutter ca. 17.30, så slutter det ca. klokken 16 søndag. Der er løbende medaljeoverrækkelse.