Kæmpe kunstværker: - Jeg leder altid efter liv i stenen

I en ny udstilling på Dronninglund Kunstcenter sættes der fokus på billedhuggeren Thomas Kadziola og hans storslåede værk Dodekalitten på Lolland. Kunstneren er særdeles godt kendt på Kunstcentret, idet det er hans store ansigtsskulpturer, der tager imod de besøgende på forpladsen.

Disse skulpturer er dog intet mod de 12 skulpturer i Dodekalitten. De er op til 12 meter høje. De kan naturligvis ikke udstilles på Kunstcentret, men det kan de mange fotos, som fotograf Bibi Kadziola har taget under hele processen fra de første skitser, til stenene står færdige i kredsen. 

Det hele er grundigt dokumenteret, og hun går med sine fotografier tæt på skabelsesprocessen og skriver med sit kamera værkets biografi. Hendes fotos er derfor kernen i den kommende særudstilling om Thomas Kadziola og historien om Dodekalitten.

Bibi og Thomas Kadziola ved et af de syv store fotografier, der er med på udstillingen. Foto: Jørgen Ingvardsen

Langt forløb

Den første figur i Dodekalitten begyndte han på i 2011 og er slet ikke færdig endnu. Den niende skulptur indvies i denne uge, og så mangler der tre.

- Det er en lang proces. En enkelt figur har således taget to år, fortæller Thomas Kadziola, mens han er ved at opbygge udstillingen sammen med Bibi på Kunstcentret.

- Det tager tid, fordi jeg laver det hele selv. Jeg er nødt til at være med i det hele. Jeg kan ikke få hjælp af andre, for så kommer jeg ikke op i det rette gear. For mig ligger der meget i processen, og jeg vil hele tiden vide, hvad der kommer til at ske. Det kan jeg ikke overlade til andre, siger han og fortsætter:

- Jeg arbejder gerne med store figurer. Man kan selvfølgelig også lave mindre skulpturer, og det gør jeg da også, og nogle af dem kan ses på udstillingen. For mig er de mindre skulpturer bare ikke så interessante. Især ikke, hvis de skal stå i naturen. Små skulpturer virker ikke i naturen. Man skal kunne se dem på afstand. Jeg holder meget af store projekter, der tager tid. Tid betyder meget. Hvis man laver noget meget hurtigt, får det ofte en ferskhed, men putter man tid i det og bliver ved med at nørkle, så begynder det på et tidspunkt at få sit eget liv og stråle, fortæller han.

Der er altid kraner involveret, når Thomas Kadziola arbejder. Foto: Jørgen Ingvardsen

Bibi er mere end bare fotograf

- Bibi skal ikke bare formidle projektet i billeder. Hun skal også forløse det som kunstner. Billederne skal fungere som værker i sig selv. De skal være dramatiserede og ikke bare et billede af en sten, der løftes. Det skal have musikalitet i sig. Hvert billede skal fortælle en lille, intens historie, fortæller Thomas.

Bibi går med sine fotografier tæt på skabelsesprocessen, og hendes fotos er derfor kernen i udstillingen.

- Jeg elsker kraner og alt, der er stort, siger Bibi.

- Som fotograf prøver jeg altid at finde en anden vinkel at tage tingene på. Det er Thomas, der står bag projektet, men det er mig, der bestemmer, hvilke billeder der skal tages, og hvilke der skal bruges, siger hun.

Bibi og Thomas Kadziola viser her et måske kommende projekt, hvor planen er at forvandle bropillerne på den gamle Storstrømsbro til kunstværker. Foto: Jørgen Ingvardsen

Besluttede at blive kunstner som 7-årig

- Jeg kom som barn i kontakt med maleren Klenø, som min far kendte, fortæller Thomas.

- Dengang havde de voksne ikke den store respekt for børn. Man blev ikke behandlet som ligeværdig på nogen måde, men det gjorde Klenø. Han talte til mig, som om vi var ligeværdige. Det var derfor, jeg som 7-årig besluttede at være kunstner og begyndte at male. Det gjorde jeg nogle år, man da jeg var 12 år, besluttede jeg at være billedhugger. På udstillingen viser jeg en lille figur, jeg lavede dengang, og det var den, der fik mig til at indse, at jeg var bedre som billedhugger end maler, siger han, der har har prøvet mange ting gennem årene. Han læste således til læge i over tre år.

- Det interesserede mig ikke. Jeg er interesseret i det, mennesker går og gør. Jeg har aldrig lært at være billedhugger, men taget fat i de kunstnere, jeg synes, er dygtige. Jeg har kigget på og talt med mange og eksperimenteret. Som Picasso har sagt, er kunst summen af destruktioner, og det har da ikke altid været nemt. Jeg var ikke et geni, da jeg startede. Kunstnere ser måske ud, som om de har et stort ego og storhedsvanvid, men i virkeligheden dækker det over et mindreværd, der bevirker, at de er nødt til at vise hele verden, hvor fantastiske de er.

De store fotografier viser hele skabelsesprocessen af Dodekalitten på Lolland. Foto: Jørgen Ingvardsen

Hårdt arbejde

- Det er hårdt arbejde at være billedhugger. Heldigvis er der sket meget på værktøjsfronten. Nu arbejder jeg med hydrauliske vinkelslibere og trykluftsværktøj, men 50 % af tiden står jeg stadigvæk og hugger i hånden. Det er altid spændende, for der er ingen fortrydelsesret. Man kan ikke sætte noget på igen, siger Thomas, der, når han er færdig med Dodekalitten, allerede har et nyt projekt på bedding.

Nyt og stort projekt

Når den nye Storstrømsbro er færdig om syv år, vil han gerne placere kunstværker på bropillerne fra den gamle bro. Hvis projektet realiseres, kan det være færdigt i 2037.

- Det er jo fuldstændig tosset. Til den tid er jeg 75. Jeg havde besluttet, at når jeg var færdig med Dodekalitten, ville jeg kun lave skulpturer, jeg selv kunne flytte. Når der så kommer en fantastisk mulighed for at lave noget med en gammel bro, så er det svært at sige nej. Det er som at blive gravid. Man hænger jo på den, siger Thomas Kadziola.