
FDF’ere går for den gode sag
Når Danmarksindsamlingen den 4. februar løber over skærmen, så bliver FDF Øster Hassing en af bidragsyderne til den gode sag. I forbindelse med årets indsamling står Novo Nordisk Fonden således bag en opfordring til landets børn om at gøre en forskel i form af øremærkede gåture.
Den opfordring har FDF Øster Hassing taget til sig, og søndag den 29. januar er der kaldt til samling til fælles gåtur i området omkring Gandrup. For hver kilometer, der tilbagelægges, donerer Novo Nordisk Fonden 20 kr. til Danmarksindsamlingen. Pengene går til udsatte børn i Syrien.
Ved arrangementet hos FDF Øster Hassing kan der vælges mellem ruter på 2, 3 eller 5 kilometers længde. Ruterne må gerne tilbagelægges flere gange i tidsrummet 10 til 12. Der er start og mål på Stationstorvet, hvor der også serveres kakao og pandekager til alle. Ligeledes får hver deltager et diplom som bevis for indsatsen. Og så er det ellers bare at vente på det store tv-show den 4. februar hvor det samlede resultat offentliggøres.
Alle kan i øvrigt deltage. Også børn, der ikke har tilknytning til FDF. Forældre må gerne gå med på turen.