Billede beskrivelse

Arkiv sætter fokus på den glemte gade i Dronninglund

01. november 2024 kl. 19.03

DRONNINGLUND: På ’Arkivernes Dag’ 9. november holder Dronninglund Lokalhistoriske Arkiv, Erantisvej 6, åbent hus kl. 10 - 15.

- Vi har i år valgt ’Den glemte gade i Dronninglund’ som hovedemne. Det er Nørregade, vi tænker på, fortæller Bjarno Hvid, der er formand for arkivet.

- Hovedgaden i Dronninglund har altid med dens flotte bygninger været foretrukket, men Nørregade har så afgjort mange spændende huse med deres egne historier. Tag nu f.eks. ’Jordemoderhuset’, Nørregade 18.

Billede beskrivelse

Det hus byggede Hjørring Amtskommune i 1912 til den nye distriktsjordemor, Lovise Nielsine Larsen. Hun var gift med murer og tømrer Christian Dalsgaard. Lovise var om sig og ville noget mere end gå derhjemme. Derfor tog hun i 1904 til København for at tage en jordemoruddannelse. Hun forlod simpelthen små børn, mand og hus og var kun hjemme til jul. I 1905 dimitterede hun så fra den Kongelige Fødselsstiftelse i København. Bagefter startede hun som jordemor i Asaa, men blev distriktsjordemor i 1911. I 1912 byggede Hjørring Amt den flotte bygning i Nørregade, som stadigvæk kan ses. Lovise var herefter distriktsjordemor i Dronninglund helt frem til 1944, fortæller Bjarno og fortsætter:

- En søn, Elmer Dalsgaard, født 1910, har fortalt, at hans far havde værksted i kælderen, hvor han om vinteren stod og lavede døre og vinduer. Elmer har også fortalt om julen derhjemme, som overgik alt. Det er en spændende historie. Vil man gerne høre den, så fortæller vi julehistorier i arkivet i forbindelse med ’Christmas by Night’ i Dronninglund.

Den nedgravede møllesten

Der findes en lille ekstra historie med Christian Dalsgaard. Han var nemlig med til at restaurere Dronninglund Kirke i starten af 1940-erne. Ved den lejlighed blev der fundet en nedgravet møllesten, som de fandt, da gulvet blev taget op. Det viste sig, at møllestenen lå over en grav, hvor der var rammet en pæl ned i graven. Manden, der lå der, var desuden begravet med hovedet nedad.

- Det har godt nok givet mange spekulationer. Hvem var han, hvorfor var han begravet sådan, og ville han mon gå igen? Vi mener, at han er begravet i 1400-tallet og vistnok i højre korsarm. Han kunne dog også være begravet før korsarmene blev bygget, lyder det fra Bjarno Hvid.

Møllestenen kan i dag ses på Egnssamlingen i Try, hvor den står ved gavlen af det gamle museum. Den var oprindeligt forsynet med farvet glas i hullet i møllestenen, for at manden ikke skulle ’gå igen’.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste