Flemming Fast var også i Brønderslev på åbningsdagen, som blev travl. Arkivfoto: Bente Poder
Mad og drikke

Ny McDonald’s er kommet godt fra start

Det blev en travl åbning på den ny McDonald’s i Brønderslev i september - siden er fem-otte ekstra folk blevet ansat

29. december 2021 kl. 12:52

BRØNDERSLEV: 16. september åbnede den nybyggede McDonald’s i Brønderslev, og franchisetager Flemming Fast fortæller, at den er kommet godt fra start.

- Vi havde en meget, meget travl åbning, også lidt mere travl, end vi forventede, og det er faktisk blevet lidt ved. Så vi har lige været nødt til at supplere vores medarbejdere op en lille smule. Det har været meget positivt, fortæller han.

Konkret er der blevet ansat fem-otte ekstra medarbejdere, som er begyndt løbende. Indtil da fyldte man op med medarbejdere fra andre nordjyske McDonald’ser - Flemming Fast er franchisetager på syv af dem, hvor Brønderslev så blev nummer otte.

Hvad den gode start skyldes er svært at sige.

- Det er meget tæt på, hvad vi havde regnet med, det er meget svært at sige, når man kommer et nyt sted. Men vi er blevet taget godt imod, og det er vi glade for.

Den ny McDonald’s i Brønderslev ligger ved motorvejsafkørslen Brønderslev S mellem Brønderslev og Øster Brønderslev. Arkivfoto: Bente Poder

Flemming Fast glæder sig også over, at befolkningen i Brønderslev og Øster Brønderslev har taget super godt imod den ny restaurant.

Færgetræk kan mærkes

Den høje pylon med det gyldne M kan ses fra både landevej og motorvej ved Brønderslev.

- Det har meget stor betydning. Vi kan jo tydeligt se, at vi får turister ind, og vi kan tydeligt mærke færgetrækkene fra Hirtshals. Det er både nordmænd, tyskere, danskere og alle mulige. Mange gange har vi besøg, det er især når de kører fra færgen, at vi kan se det, og vi kan også se det op til nogle af færgeafgangene. Men især når de kommer fra færgen, så kommer de alle sammen på en gang, oplever Flemming Fast.

Han vurderer, at en del af de gæster kommer på grund af skiltet, som især er synligt i mørke, mens andre googler eller bruger GPS og finder McDonald’s i Brønderslev på den måde.

Der er blevet langet en del burgere over disken og ud af vinduet siden åbningen af den ny McDonald’s i Brønderslev 16. september. Arkivfoto: Bente Poder

Flemming Fast har også selv været på arbejde i Brønderslev mange gange siden åbningen i september. Her har det nye hold af medarbejdere været i gang med at lære alle arbejdsgange.

- Man kan godt mærke, at med alt det ny urutinerede personale, så tager det lang tid at træne dem op og få den rutine, oplever han og peger på, at det er ret krævende at arbejde på McDonald’s.

Flemming Fast er ofte selv at finde i køkkenet, hvor han er med til at lave maden.

Den ny McDonald’s i Brønderslev ligger lige ved motorvejsafkørslen Brønderslev S mellem Brønderslev og Øster Brønderslev.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu