På trods af synshandicap hjælper konsulent andre i samme situation

I Mariagerfjord, Brønderslev og dele af Frederikshavn Kommune møder borgerne en konsulent, der forstår deres udfordringer på egen krop. Søren Uhrenholt bruger nemlig sin personlige erfaring med synshandicap til at hjælpe andre med at finde vej i en ny livssituation – mellem sorg og håb.

Søren Uhrenholt, 37 år, bor i Aalborg med sin familie, men tilbringer sin hverdag blandt medlemmer af Dansk Blindesamfund i det nordjyske. Som 17-årig fik han diagnosen retinitis pigmentosa, og de seneste 10 år har han været helt blind. Overgangen fra ungdom til voksenliv blev brat – et ungdomsliv med frihed og fællesskab gled ham hurtigt af hænde.

- Jeg havde min barndom som seende, men følte, jeg blev snydt for ungdommen, fortæller han og beskriver, hvordan natteblindhed og hastigt synstab gjorde det svært at deltage i det liv, jævnaldrende levede.

Den oplevelse blev senere drivkraften bag karrierevalget. I dag har han i knap fire år arbejdet som konsulent, netop fordi han selv manglede én, der kunne have grebet ham dengang – én med samme livsvilkår, der kunne vise vejen frem.

Tillid før teknik

Konsulentens rolle spænder vidt: Fra rådgivning om hjælpemidler og kommunale ordninger til praktiske tips til en hverdag uden syn. Men det handler ikke kun om teknik og praktik. For Søren er relationen til det enkelte menneske kernen i arbejdet.

- Hvert møde er unikt, fordi hvert menneske er det. Vi skal møde dem i deres proces – forstå, lytte, skabe tillid, forklarer han.

Tillid opbygges gennem nærvær og samtale – om alt fra vejret til livets store spørgsmål. Først når relationen er tryg, er der plads til de mere sårbare emner.

- Det kan tage tid. Nogle har brug for flere besøg, før de åbner op. Det handler om at finde dem, hvor de er – og gå med dem derfra."

Mellem sorg og håb

En særlig indsigt i rollen som konsulent er kendskabet til den sorg og krise, der ofte følger med et synstab. Erfaringen har lært Søren, at mennesker med synshandicap ofte bevæger sig mellem to spor: håbets og sorgens.

- Man mister ikke bare synet, men også en del af sin identitet. Det er en personlig krise, man skal igennem – selv om det er hårdt.

Men håbet følger ofte med sorgen. Det handler om at mærke, hvor den enkelte er i processen, og møde vedkommende dér – ikke presse dem videre for hurtigt, men være til stede og lade samtalen og hjælpen følge det rette spor.

- Vi kunne sagtens blot præsentere hjælpemidler og muligheder og så gå igen. Men sådan fungerer det ikke. Hvert menneske er en opgave, der kræver, at vi ser hele mennesket.

Han nævner et særligt eksempel på et medlem, der i dag står et helt andet sted i livet – med optimisme og ny mestring, fordi hjælpen kom på rette tid. Et resultat, der har gjort en konkret forskel.

- At mærke, hvordan vi rykker noget hos den enkelte – det er ubeskriveligt. Og det er dét, jeg vil: hjælpe og gøre en forskel.