Omfattende forandringer på Ørum Kirkegård: 2020-plan sat i værk
ØRUM: Besøgende på Ørum Kirkegård har sikkert allerede bemærket, at der i øjeblikket foregår omfattende forandringer.
Arbejdet er en del af en langsigtet udviklingsplan, der skal sikre, at kirkegården både fremstår mere grøn, mere tilgængelig og bedre tilpasset fremtidens behov.
Bag projektet ligger en helhedsplan, som landskabsarkitekt Hanne Lynge udarbejdede i 2020.
Planen beskriver, hvordan kirkegården kan udvikles over de næste 30-40 år.
- Vi arbejder ud fra den plan, vi fik udarbejdet i 2020. Allerede nu er ”Paradislunden” etableret med små anlæg til både kiste- og urnebegravelser under paradisæbletræerne, fortæller Else Marie Pedersen, formand for menighedsrådet.
Et af de aktuelle projekter er fornyelsen af urnelunden.
Her har der længe været behov for at beskære de store træer for at skabe mere lys og luft.
Samtidig udskiftes flere ældre hække, som med tiden er blevet både slidte og kræver omfattende vedligeholdelse.
Biodiversitet og tilgængelighed
- Vi ønsker en grønnere kirkegård med større biodiversitet, og at den samtidig bliver lettere at vedligeholde. Der er sket store ændringer i vores begravelsesformer gennem de senere år, og det betyder, at behovet for plads på kirkegårdene ikke længere er det samme som tidligere, siger Else Marie Pedersen.
Som led i projektet etableres også en ny affaldsplads, hvor affaldshåndteringen flyttes fra området syd for kapellet til det nordvestlige hjørne uden for kirkediget.
Det giver bedre arbejdsforhold for medarbejderne og gør afhentningen af affald mere hensigtsmæssig.
Derudover anlægges en ny køresti til arbejdsmaskinerne, og affaldsområdet bliver afskærmet.
Flere steder erstattes grus med græs for at forbedre tilgængeligheden.
- Grus kan være vanskeligt at færdes på med både rollator og kørestol. Derfor arbejder vi på at skabe flere grønne områder med græs, som er lettere at komme rundt på for alle besøgende, forklarer Poul Andersen, kirkeværge ved Ørum Kirke.
Klar til fremtiden
De bevaringsværdige gravsten får samtidig en ny placering på området, hvor bøgetræerne tidligere stod.
Træerne måtte desværre fældes af sikkerhedsmæssige årsager.
Arbejdet udføres af anlægsgartner Kurt Thomsen fra Hollensted og forventes afsluttet i løbet af sommeren.
Menighedsrådet understreger, at alle er velkomne til at kigge forbi undervejs og få en snak med graveren om projektet og de kommende planer.