Minigravere satte gang i millionbyggeri i Brønderslev
BRØNDERSLEV: Der var både solskin, forventning og stort fremmøde, da der onsdag var første spadestik til den nye neurorehabilitering på Nørregade 77 i Brønderslev.
Seancen blev et stort tilløbsstykke med deltagelse af både patienter, medarbejdere, fagfolk og samarbejdspartnere.
Programmet bød på en række taler, der understregede projektets betydning.
Hospitalsdirektør Frank Skriver Mikkelsen bød velkommen, hvorefter regionsrådsformand Mads Duedahl (V) og partifællen Mogens Gade fra Sundhedsråd Vendsyssel satte ord på såvel behovet som visionerne for det nye center.
Entreprenør Claus Minds, afdelingschef for Rehabilitering, Markus Brasholt, samt borgmester Mikael Klitgaard (V) indgik også i talerrækken.
Klokken 11.30 blev der sat handling bag ordene.
De første spadestik blev taget med minigravere i nærmest symmetrisk stil af Mads Duedahl, Mogens Gade og patient Henrik Jensen.
De tre satte sig i hver sin maskine og fyldte skovlene med jord til stor applaus fra forsamlingen.
Det nye byggeri bliver på 6.000 kvadratmeter og opføres med et anlægsbudget på 236,5 mio. kr.
Totalentreprenør er C.C. Contractor A/S i samarbejde med Cubo Arkitekter og ABC Rådgivende Ingeniører.
Når centret står klar i 2028, vil det rumme 30 enestuer med egen altan, moderne træningsfaciliteter samt service- og personalefunktioner.
Samtidig bliver bæredygtighed tænkt ind fra start, blandt andet ved genanvendelse af materialer fra de eksisterende bygninger.
Onsdagens spadestik markerer begyndelsen på et længe ventet projekt, der skal styrke rehabiliteringen for patienter med hjerneskader i hele Nordjylland.