Hjemmeværnet udfører øvelser: Forvent løse skud og en enkelt sprængning i lokalområdet
HJALLERUP/DRONNINGLUND: I perioden 19. til 24. maj gennemfører Hjemmeværnet en større militærøvelse under navnet "Øvelse Opmærksomhed" i og omkring Hjallerup og Dronninglund. Øvelsen kulminerer lørdag den 24. maj kl. 08.00–18.00 med synlige aktiviteter i byområderne.
Omkring 50 soldater fra enhederne Hjemmeværnskompagni Jyske Aas, Hjemmeværnskompagni Børglum-Hvetbo og Hjemmeværnsflotille 116 deltager i øvelsen, som har til formål at træne militære færdigheder i tæt bebyggelse og civil infrastruktur – med mindst mulig gene for borgerne.
Øvelsen er planlagt i dialog med lokale lodsejere og Brønderslev Kommune, og der er givet tilladelse til brug af de nødvendige lokaliteter.
Hvad skal borgerne være opmærksomme på?
I løbet af ugen kan borgerne opleve:
- Droneflyvninger i udvalgte områder
- Militært personel i både uniform og civil beklædning
- Militærkøretøjer i bybilledet
- Brug af løs ammunition (primært lørdag den 24. maj)
- En mindre sprængning vil finde sted i Hjallerup samme dag
Alt øvelsespersonel vil være tydeligt markeret – enten i uniform eller med synligt ID med kontaktoplysninger.
Samarbejde med lokalbefolkningen
Borgerne opfordres til at holde øje med mistænkelig aktivitet omkring kritisk infrastruktur som f.eks. vandværk, varmeværk og tankanlæg i øvelsesperioden.
Observationer kan meldes via øvelsens Facebookside: facebook.com/jyskeaas.dk, hvor der til lejligheden er oprettet en begivenhed.
Eller der kan sendes sms til 72440900.
Der trækkes lod blandt indsendte tips – præmien offentliggøres senere.
Formålet med øvelsen ”Øvelse Opmærksomhed” styrker Hjemmeværnets evne til at agere i bynære områder og samarbejde med det civile samfund.
Det handler både om beredskab, synlighed og dialog med lokalsamfundet.