Billede beskrivelse

Glemte færdigheder genoplives: Tid til friluftsliv, fællesskab og sjove udfordringer

09. maj 2025 kl. 14.02

BRØNDERSLEV: En ny undersøgelse fra Det Danske Spejderkorps afslører, at mange forældre i dag mangler erfaring med naturen. Det betyder, at udeoplevelser, fællesskab og praktiske færdigheder sjældent gives videre til næste generation. 

For at ændre dette inviterer spejdergrupper over hele landet til Spejderdag den 11. maj 2025 – heriblandt Brundurs Gruppe i Brønderslev.

Undersøgelsen viser blandt andet, at 70 % af forældre aldrig har tændt bål uden lighter, 76 % har ikke bygget ly i naturen, og 58 % farer vild med kort og kompas. Det tegner et billede af en forældregeneration, der har mistet forbindelsen til naturen. 

Hos spejderne er der mulighed for at genopdage disse evner – både for børn og voksne.

- Til spejder lærer vi alle de gode gamle færdigheder, men vi lærer også mere end at tænde bål og bruge kort og kompas. Friluftslivet er det, der samler os, men det er i endnu højere grad fællesskabet og venskaberne, der holder os sammen. 

- Til spejder bliver børn udfordret på den gode måde. De bygger huler og lærer at samarbejde. De farer vild og lærer at finde vej igen. Og så laver de mad over bål og lærer, at de godt kan selv, siger juniorleder Steffen Skamriis.

På Spejderdag inviterer Brundurs Gruppe alle interesserede til at opleve friluftsliv, fællesskab og udfordringer i børnehøjde.

- Der bliver snobrødsløb, bål og masser af hygge. Forhåbentlig kigger mange friske børn og voksne forbi til nogle sjove timer i det fri, fortæller mini-leder Torben Christensen.

Arrangementet finder sted ved Brundurs hytte på Jyllandsgade 61 i Brønderslev, søndag den 11. maj kl. 10-13. Der vil være aktiviteter og bålhygge for hele familien.

- Spejder er et fantastisk fællesskab, som vi gerne vil dele med endnu flere. I naturen kan man være aktiv sammen på en anden måde, end man er i hverdagen. Der opstår et særligt fællesskab, når man spiser omkring bålet, hygger i teltet eller er på tur i skoven, siger gruppeleder Mette Tolstrup.

Om Spejderdag hos Brundurs Gruppe

Hvornår: Søndag den 11. maj 2025 kl. 10-13
Hvor: Brundurs hytte, Jyllandsgade 61, Brønderslev
Hvem: Alle er velkomne – store som små

Brundurs Gruppe har 80 medlemmer og tilbyder spejderaktiviteter for alle aldre. De yngste deltager i familiespejder sammen med deres forældre.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste