Fodboldklub slår ny rekord
BRØNDERSLEV: De er glade i fodboldafdelingen af Brønderslev Idrætsforening. For salget af foreningens julekalendere gik strålende. Der blev sat rekord med et overskud på 55.300 kroner.
- Vi havde bestilt 2.000 kalendere, som blev fuldstændigt udsolgt. Faktisk blev der ringet lidt rundt på kryds og tværs for at høre, om der var nogen, der have en eller to kalendere i overskud, for der var flere, der plejer at købe vores julekalender, men ikke kunne finde nogen i år, fordi der var udsolgt, fortæller Melanie Valentin Frydkjær, der sammen med Marie Engelbrecht organiserede salget af julekalenderne.
- Salget i 2024 var ny rekord, som slog salget i 2023, der dengang også var rekord. Nu bliver vi nok nødt til at bestille 200-300 ekstra kalendere til 2025-salget, så vi har nok, siger en glad Melanie Valentin Frydkjær.
- Det er lokale virksomheder, som har sponsoreret de gevinster, som man kunne vinde på julekalenderen, og støtten fra de lokale virksomheder har været en stor hjælp for os. Og så har der jo været et stort socialt element i julekalendersalget, for det er jo især frivillige børn og forældre, som har stået for salget og sammen brugt god tid på det, uddyber Melanie Valentin Frydkjær.
De godt 53.000 kr. er et fint tilskud for en forening som Brønderslev Idrætsforening Fodbold, der har masser af gode aktiviteter, som koster.
- Overskuddet fra kalenderslaget er ikke øremærket, men det vil gå til, at fodboldglade børn og unge kan komme ud at deltage i cupturneringer og andre sociale arrangementer relateret til fodbold, forklarer Melanie Valentin Frydkjær.