Vi vil ud og nyde naturen
Forsamlingsforbud og nedlukning af indendørs aktiviteter havde den positive sidegevinst, at mange flere opdagede den skønne natur og alt det, vi kan derude. Mulighederne er uendelige.
Udelivet åbnede sig op for danskerne, da vi havde et par år, hvor vi skulle holde os for os selv, hvis vi skulle være inden døre.
Selvfølgelig var der mange, der også inden lavede bål i haven, sov i et shelter engang imellem, som tog på jagt og på trekking i bakker og bjerge, og som dyrkede udendørs sportsgrene og den slags. Men antallet har kun været stigende. 34 procent af os opholdt os mere i naturen, end vi gjorde før pandemi og nedlukning. Vi vil ud i naturen og have oplevelser til vands, til lands og i luften og have frisk luft i ansigtet og ned i lungerne.
Og det giver mening. For et aktivt friluftsliv har en effekt på vores generelle sundhed og livskvalitet. De mennesker, der opholder sig mest udendørs, oplever også den største effekt på sundheden i krop og sind og socialt. Ifølge Naturstyrelsen oplever tre ud af fire personer, at friluftsliv øger deres livskvalitet. 84 procent oplever en effekt på deres psykiske velvære og humør.
Og der er så dejligt derude i naturen, kunne H.C. Andersen også have skrevet. Så meget at lave, så meget ikke at lave. Men danskerne vil gerne være aktive, og der er mulighederne mange.
Man kan for eksempel spille golf. En social sport, hvor man både får motion, samvær, udfordringer og frisk luft. Mange holder også af at trekke, vandre op og ned og fra kyst til kyst til kyst og finde ro eller få en god samtale. Man taler så godt, når man går. Man kan også gå for at jage, og tal fra Danmarks Jægerforbund viser, at antallet af mænd og kvinder, der tager jagttegn, siger hvert år – og især antallet af kvinder med jagttegn er stigende.
Men du kan også købe en fiskestang og komme i gang med at kaste line. Der findes masser af klubber, så man kan gøre det sammen med andre og lære af de garvede. Eller hvad med at tage familien eller vennerne med på en sejltur i kajak eller måske endda melde dig ind i en kajakklub, hvis der findes sådan en i din nærhed.
Udelivet kan også nydes i det mindre med et shelter i haven, en tur med telt på ryggen eller overnatninger i de fine shelters eller glampingtelte, der findes rundt omkring.
Uanset hvad du finder på derude, er det vigtigt at holde sig varm og tør. Så når du tager på fisketur, på jagt, på vandretur eller ud i kajakken, så sørg for at pakke det rigtige udstyr og dig selv rigtigt ind. Så er resten ren fornøjelse.