Billede beskrivelse

Unge vil imponere kineserne

22. marts 2018 kl. 06.20

Fem elever fra Handelsgymnasiet Aalborg er godt i gang med forberedelserne, inden turen i slutningen af marts går til Kina, hvor de skal deltage i de asiatiske entreprenørskabs-mesterskaber.

Salus Nord, som gruppen hedder, har opfundet en ny måde at sikre, at demente ikke forlader plejehjem uden at blive genkendt og registreret. I februar vandt de National Entreprenørskabsmesse, hvor de dystede mod over 500 andre unge, og nu går turen til Kina for at imponere udlandet med deres idé.

Masih Molavyzada, Stig Nørgaard Lassen, Thor Toft Sørensen, Frederik Borksted Jensen og Patrick Jacob Mannoni fra Handelsgymnasiet Aalborg er godt på vej mod et iværksættereventyr. De fem unge står bag ideen til nyt sikkerhedssystem til plejehjem, som kan hjælpe personalet med at opdage, når f.eks. demente beboere forlader plejehjemmet i utide. Systemet er bygget op via ansigtsgenkendelse, så personalet får en notifikation, hvis beboerne forlader området.

- Der er sket meget, siden vi vandt National Entreprenørskabsmesse, og lige nu er vi i fuld gang med at lede efter en programmør, som kan hjælpe os med at kode systemet fra bunden. Når vi har en programmør, kan vi få udviklet en prototype og få den testet af. Vi har allerede en aftale med Aalborg Kommune om at teste systemet på et af kommunens plejehjem, og det er første skridt, før vi kan udbrede det, siger Frederik Borksted Jensen, adm. direktør i Salus Nord og elev på Handelsgymnasiet Aalborg.

27. marts sætter fire af medlemmerne i Salus Nord kursen mod Beijing, hvor de skal deltage i JA Asia Pacific Company of the Year Competition, som er det asiatiske entreprenørskabs-mesterskab. Over 16.000 elever fra forskellige asiatiske lande har været med i de indledende runder, og til mesterskabet mødes de 22 bedste hold fra 14 lande. De danske mestre kan ikke vinde titlen som asiatisk mester, men kan vinde en stor særpris i konkurrencen. Men pris eller ej, så er forventningerne store fra de nordjyske unge.

- Det er stort, at vi kan være med i konkurrencen i Kina, og vi går efter at få en pris med hjem. Men for os er det også en unik mulighed for at netværke. Asiaterne er langt fremme på teknologiområdet, så vi håber at få en masse netværksrelationer med hjem, som kan hjælpe os videre," siger Frederik Borksted Jensen.

JA Asia Pacific Company of the Year Competition foregår 29.-31. marts i Beijing, Kina.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste