Turisterne svinger kortet: - Det ser ud til at blive et rekordår
Det er især amerikanere, asiater og tyskere, der finder vej til midtbyen i Aalborg
AALBORG: Efter nogle hårde rejseår med corona, ser det ud til, at rejselysten med Aalborg som destination begynder at tage fart igen.
Det oplever de i hvert fald i Magasin i Aalborg, hvor de ved hjælp af en Tax Free-ordning, kan se at 2023 lægger op til at blive et langt større turistår end 2022.
- At turisterne er tilbage er selvfølgelig glædeligt for os, men også for Aalborg som by. Vi er optimistiske og tror på at i år bliver endnu et rekordår, og det ser ud til at holde stik, siger Jeanett Andersen, der er Department Store Manager i Magasin Aalborg.
For allerede nu afslører Tax Free-tallene en stigning på 34 procent af turister, der benytter ordningen.
Kommer sejlende langvejs fra
Det er særligt, når de store krydstogtskibe som Viking Jupiter eller Star Legend ligger til kaj i havnen, at de store rykind kommer i butikkerne. Og selvom der i år er færre skibe end normalt, så sidder pengene løst hos turisterne, der især går efter skandinavisk design.
Det er primært amerikanere, asiater og ikke mindst tyskere, der er ude at svinge kortet i Aalborg, lyder det fra Magasin.
Nordmænd og svenskerne bliver væk
Butikkerne i Aalborg er også vant til at nyde godt af besøge fra vores skandinaviske nabolande, men de fleste nordmænd og svenskere bliver hjemme eller vælger andre destinationer i år.
Det handler i høj grad om, at kurserne i øjeblikket ikke er favorable for vores nabolande, så de skal betale mere end de er vant til, når de besøger Danmark.
- Vi kan stadig godt mærke, at vores nabolande er præget af en noget usikker økonomisk situation, men vi er godt tilfredse med den fremgang af turister vi ser, lyder det fra Jeanett Andersen.
Trods færre nordmænd og svenskere peger tallene indtil videre på, at turisterne igen finder vejen til Aalborg.