Tag på eventyr i trætoppene: Klatreparken skyder ny sæson i gang
I påsken kan du få timevis af morskab i højderne - og måske en smule koldsved på panden
AALBORG: Du behøver ikke være Tarzan for at svinge dig mellem trætoppene i Aalborg. I klatreparken er lianerne erstattet af stiger, stubbe, tov, net, balancebomme, rutchebaner, armgang, trapezer og masser af svævebaner.
Parken, som ligger på Faunavej ved zoologisk have, har været lukket ned for vinteren, men 14. april går det atter løs.
- Vi har brugt vinteren på at få parken til at shine igen, siger administrativ medarbejder Anne Sørensen.
Hun oplyser, at klatreparken i Aalborg ikke byder på nyheder i år, fordi indehavere og medarbejdere har været beskæftigede med at opføre en helt ny klatrepark ved Silkeborg. Den nye park åbner for første gang samtidig med Aalborg-parkens sæsonåbning.
Bookingerne er allerede begyndt at rulle ind, men der er stadig ledige tider i påsken, så du kan pifte feriedagene op med en god omgang action i den flotte natur.
Begynder du allerede at få koldsved på panden, så tag det bare helt roligt. Inden du får lov til at slippe din indre abe løs i klatreparken, vil du nemlig få grundige instruktioner fra parkens instruktører, og samtidig vil du blive iført en sele, som er fastspændt i en sikkerhedswire under hele klatreturen. Du skal derfor ikke være bange for at falde ned.
Hvis du vil gennemføre alle klatreparkens baner med en god pause mellem hver, skal du sætte omkring fire timer af til oplevelsen - og måske lidt mere tid, hvis du også vil benytte dig af muligheden for at bage snobrød. Klatreparken sørger for både bål og snobrødsdej hver dag i påsken.
For dem, der ikke har lyst til at klatre, er det gratis at kigge på og hygge sig på terrassen, der også har udsigt til zoo.
På Klatreparkens hjemmeside kan du blive klogere på åbningstider og booking.