7 steder hvor du kan nyde solen i Aalborg
Foråret viser sig fra sin allerbedste side i de her dage
AALBORG: Endelig er der solskin og tocifrede varmegrader i Aalborg. Uanset om du er så heldig at have fri eller bare mangler inspiration til et sted at bruge eftermiddagen, så får du her syv bud på steder, hvor du kan nyde det gode vejr.
Karolinelund
Et oplagt sted at nyde solen i centrum kan være Karolinelund. Er det længe siden, du har været forbi, så kan det nævnes, at det er et dejligt sted at gå tur, hvis du vil se noget af Aalborgs street-art. Det findes rundt omkring på væggene og murene, og der skiftes jævnligt ud. Du kan også pakke skateboardet eller løbe dig en tur, hvis du er den aktive type. Ellers er der selvfølgelig græsset, hvor du kan folde tæppet ud og slappe af.
Kildeparken
Et andet sted i centrum, hvor du kan nyde vejret, er i "Kilden". Det er en af Aalborgs ældste parker, og som de fleste nok ved, så er det en skøn oase, hvor man kan løbe en tur eller sidde og nyde hinandens selskab. Du kan også beundre værkerne af kendte billedhuggere eller gå forbi "De Syngende Træer" og høre forskellige melodier. Har du børn med, der skal aktiveres, så er der også en legeplads, de kan boltre sig på.
Lindholm Strandpark
Har du vikingeblod i årene, så kan du vælge at dyppe fødderne i lagunens vand fra Limfjorden. Ellers er Lindholm Strandpark et ideelt sted at tage hen, hvis man trænger til en skøn naturoplevelse. Du finder den cirka 500 meter vest for Nørresundbys midtby, og har du traveskoene med, så kan du fortsætte og følge den tre kilometer lange sti ud i Lindholm Fjordpark.
Havnefronten
Et af de mest omtalte steder i byen i øjeblikket må siges at være havnefronten. Den gennemgår en kæmpe forvandling, og derfor er der efterhånden en masse, der taler for at bevæge sig derned på en solskinsdag. Udover den oplagte grund, som er den skønne udsigt over Nørresundby, så er der flere steder, hvor man kan nyde en kold øl eller spise en picnic. Man kan også følge med i de mange byggeprojekter, eller kigge nærmere på de færdige bygninger. Skal det være mere aktivt, kan du også medbringe en bold og spille lidt med vennerne.
Østre Anlæg
Befinder du dig omkring Øgadekvarteret, så er det oplagt at bevæge sig over i Østre Anlæg. Der er en dejlig sø, hyggelige stier, blomsteranlæg, legepladser og boldbaner. Med andre ord er der en masse at give sig til for alle aldre. Melder sulten sig, er der også områder, hvor man kan sætte sig og grille.
Mølleparken
Hvis du gerne vil nyde en god udsigt, så er det også en mulighed at bevæge sig op bagved Aalborg Zoo, hvor du finder Mølleparken. Herfra har du både udsigt over Limfjorden, Aalborg og Egholm. Samtidig kan du gå på opdagelse blandt skulpturerne og de mange forskellige plantearter eller bare sætte dig på græsset og nyde solens stråler.
Vestre Fjordpark
Der er endnu ikke vand i friluftsbadet i Vestre Fjordpark. Alligevel skal det med på listen, for der flere gode ting at fremhæve, hvis man vil ud og nyde vejret. Den oplagte er selvfølgelig naturen i området ved fjorden. Vil du gerne være aktiv, så er der også mulighed for det. Du kan både spille streetbasket, beachvolley, fodbold og meget mere.