Susanne cykler penge ind til børn for femte og sidste gang
Der er 11 år siden, Susanne Kraglund og Team Alabu Bolig for første gang trak i lycradragterne og trampede i pedalerne for en god sag.
Siden corona satte en stopper for en planlagt tur til Luxembourg i 2020 har traditionen lagt stille. Men nu er de klar til at cykle penge ind til udsatte børn igen.
- Der er mange, der har spurgt, om vi ikke snart skulle i gang igen. Nu tager vi den så og slutter selvfølgelig, hvor vi startede, siger Susanne Kraglund, der er direktionssekretær hos Alabu Bolig og holdkaptajn hos Team Alabu Bolig.
Cykelholdet har alle årene samlet ind til børn. I år er det Børnenes Kontor i Aalborg og Fonden Team Alabu Bolig, der samles ind til. Målet er at indsamle 100.000 kroner til Børnenes Kontor, der støtter børn i at komme på sommerferie, samt 50.000 kroner til cykelholdets fond. Fonden støtter børn og unge, der bor i Alabu Boligs ejendomme, til at kunne dyrke fritidsaktiviteter.
I år er der 19 ryttere, 4 servicefolk og en fotograf med. Det er en blanding af medarbejdere fra Alabu Bolig, leverandører og beboere. Pengene bliver indsamlet ved at sælge sponsorpladser på cykelholdets tøj og støttebiler.
- Det giver bare så meget energi, sammenhold og fællesskab, når man cykler sammen. Vi er en masse mennesker, som jo egentlig ikke kender hinanden så godt, så det er fantastisk, hvor tætte man kan blive på sådan en cykeltur, hvor det jo både går op og ned, siger Susanne Kraglund.
I år er dog sidste gang, cykelholdet kører.
- Der skal ske noget nyt. Navnet Team Alabo Bolig kommer dog ikke til at dø, for jeg har nogle idéer til andre måder, man kan samle ind til børn på, siger holdkaptajnen.