Sportschef stopper i AaB
Indtil videre vil direktør Thomas Bælum have det sportslige ansvar i klubben
AALBORG: AaB og sportschef Inge André Olsen stopper samarbejdet, det oplyser klubben på dens hjemmeside.
AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum udtaler:
- Som med alt andet i AaB-regi evaluerer vi løbende, og her er vi sammen med Inge blevet enige om, at det er rettidigt for begge parter at lade vores veje skilles nu.
- I en vanskelig periode og med tiltrædelse nærmest samtidig med at Covid-19 gjorde sit indtog, har vi sat pris på det store stykke arbejde, som Inge har udført for klubben i to et halvt år, og vi ønsker ham alt det bedste fremover, siger Thomas Bælum i en meddelelse fra AaB.
Inge André Olsen blev ansat som sportschef i december 2019 og tiltrådte i jobbet 1. april 2020. Forinden havde han fungeret ni år som sportschef i norske Stabæk Fotball.
Ærgrer sig over kikset kvalifikationer
Inge André Olsen fortæller, at man i en turbulent tid har kæmpet med at få tingene forløst såvel på som uden for banen.
- Rent sportsligt ærgrer jeg mig mest over, at vi i min tid i AaB ved alle tre sæsonafslutninger med henholdsvis en tabt pokalfinale og to tabte Europa Playoff-finaler kiksede kvalifikationen til europæisk fodbold, hvilket har været en stor skuffelse for alle, men jeg har nydt min tid i klubben og vil gerne takke alle i AaB for vores samarbejde, siger Inge André Olsen, der mener, at han afleverer klubben i trygge hænder.
- Selvom der venter alle et stort arbejde i fortsættelsen, siger han i meddelelsen fra AaB.
I sidste uge stod Inge André Olsen for at fyre cheftræner Lars Friis og ansætte den tidligere mestertræner Erik Hamrén som ny træner.
AaB ligger aktuelt næstsidst i Superligaen med ni point efter ti kampe, hvor det kun er blevet til to sejre.
Direktør Thomas Bælum vil midlertidigt agere sportslig ansvarlig i klubben.
AaB skriver, at de vil bruge efteråret på en dybdegående evaluering, og når den igangværende strategiproces er færdig, vil det blive præsenteret, hvordan organisationen kommer til at se ud fremover.