Snigpremiere på Lilholt: Mød sangeren og hør hans nye plade før de andre
Den nordjyske troubadour gæster Skråen med eksklusiv release på ny plade
AALBORG: Er du vild med Lars Lilholt og venter med længsel på, at han sender en ny plade på gaden, så er chancen der nu for at komme før alle andre.
Troubadouren med de nordjyske rødder gæster nemlig Skråen 30. april med en snigpremiere på albummet Drømmefanger, der udkommer i begyndelsen af maj.
- Jeg synes, det er en sjov måde at gøre det på, og det skal nok blive populært, siger leder af Skråen Jørgen Nissen.
Ved eventen lytter man til albummet, og Lars Lilholt fortæller om de enkelte sange og tilblivelsen af pladen. Desuden bliver han interviewet af Carsten Holm fra DR. Lars Lilholt spiller også solo et par numre live.
Drømmefanger befinder sig i grænselandet mellem rock og folk og vrimler med gæster bl.a. en flok unge folkemusikere. Oh Land synger duet med Lars Lilholt på to ballader, og der er også en duet med Johnny Madsen.
Der er plads til 440 ved arrangementet på Skråen, og billetterne er sat til salg. Med i billetprisen på 195 kroner er adgang til arrangementet samt det nye album. Efter eventen signerer Lars Lilholt plader.
Billetter kan købes bl.a. i Skråens Billetcafé, i Salling og via www.billetlugen.dk